Gårde og landejendomme

Selvom søfart og fiskeri har været stærkt medvirkende til at gøre Bornholm kendt, så var det først og fremmest kombinationen med landbruget, der sikrede Bornholm velstand i tidligere tider. Bornholm var et bondeland, og de cirka 900 gårde blev fra gammel tid inddelt i selvejergårde, vornedgårde, proprietærgårde samt præste- og degnegårde. Trods betegnelsen var vornedskab (en forløber for stavnsbåndet) ukendt på Bornholm. Gårdbrugerne var arvefæstere, og ved Kronens store gårdsalg i 1744 blev disse gårde købt af fæstere, som dermed blev selvejere.

Mange forhold gjorde de bornholmske bønder til en gruppe, der kun kunne karakteriseres med ord som 'djærv, selvrådig, vant til at stå på egne ben og til at hævde sin ret og sit syn på tingene'. Nogle har tillagt de bornholmske bønders trang til selvstændighed så stor vægt, at de også dermed fandt forklaringen på, at landsbyer var ukendte på øen. De spredte gårde kan dog også skyldes andre forhold, for eksempel at der ikke fandtes så store, sammenhængende arealer, som en landsby med fællesmarker ville kræve.

Det kan konstateres, at den spredte bebyggelse har rødder i vikingetiden, hvor bebyggelsen havde omtrent samme udstrækning. I forskellige gårdvarianter har man bygget og boet de samme steder, og nybyggerne måtte slutte ind i de mærkelige rækker, som gårdene danner på et kort.

Det er med andre ord ikke muligt at udpege et bestemt mønster for gårdbebyggelsen, men nogle fællestræk er der: Smukkest i landskabet ligger nok de mange gårde ved øens vandløb. Disse gårde ligger tæt ved vandløbene og dermed lavt i terrænet. Formodentlig har de udnyttet vandkraften. Et andet mønster er dannet omkring kirkerne. Her ser man ofte en samling af gårde. Et eksempel findes ved Østerlars Kirke, hvor store, firlængede gårde næsten omkranser kirken. Der er desuden mange eksempler på, at gårdene ligger i spredte rækker på landskabets kanter ved de stejle klipper langs kysterne. Et andet fællestræk ses, hvor der ligger lange rækker af gårde på højdedraget mellem to vandløb.

Mest forekommende er dog de mange gårde, der i det højtliggende, flade landskab ligger ud til vejene.Og så skal en enkelt undtagelse fra disse bebyggelsesmønstre nævnes: Ved Arnager på Bornholms sydvestkyst var der tale om en fælles bosættelse, hvor de enkelte gårde havde jordlodder mange forskellige steder, og hvor der både var gadekær, gadestævne samt en formand, altså forhold som lignede det øvrige Danmarks før landbrugsudskiftningen.

Bebyggelserne på landet stammer alle fra tiden efter 1750. Bygninger før dette tidspunkt kendes kun fra skriftlige kilder og kort. I løbet af 1700-tallet fik gårdene en mere ensartet udformning, og i det sidste årti var den 'typiske' bornholmske gård dannet. Gårdene stod nu på en høj kampestensformur med bindingsværk. Stuelængerne fik en ensartet form og indretning, så der næsten var tale om en slags typehuse.

I begyndelsen af det 20. århundrede fremkom de karakteristiske trempelbyggede længer. Gavlene havde rød- og senere sortmalede bræddebeklædninger med strittende brandstænger. Denne type gårde findes der stadig en del af.

Efter 1850 byggedes mere og mere i mursten, men det var dog stadig bindingsværket, der dominerede. Bygningerne blev bredere og højere, og bindings-værket forenkledes. Hen mod år 1900 forsvandt det bornholmske præg gradvist. De nye landbrugsbygninger kom til at ligne det øvrige lands. På sydøen var der afvigelser fra dette mønster. Her blev der stadig bygget længer i kampesten eller sandsten.

En speciel tendens for gårdtyperne på Bornholm er fastholdelsen af de fritliggende længer. Terrænet har mange steder bevirket, at de fritliggende længer ikke med tiden er blevet sammenbygget. Niveauforskellene har simpelthen gjort det umuligt. Måske er der på den måde skabt en byggeskik, da længerne heller ikke altid er sammenbyggede på de fladere landbrugsarealer, hvor terrænforskelle ikke forhindrede en sammenbygning.

Der eksisterer en særlig inddeling af landbrugsejendommene på Bornholm. Inden for hvert sogn er gårdene nummererede i hver sin række. Selvejer-gårdene, hvis nummerering blev anvendt første gang i 1616, ligger i hvert sogn efter nummerorden fra nordsiden ned langs østsiden, over sydsiden og op lands øens vestside. Vornedgårdene, hvis nummerering først kendes fra 1671, ligger derimod spredt i sognene uden hensyn til nummerrækkefølgen. Egentlige herregårde fandtes ikke på Bornholm. Uden for nummerrækkefølgen stod, udover præste- og degnegårdene, 15 proprietærgårde, hvortil der knyttede sig særlige rettigheder og afgiftsfriheder, idet de ejedes af de såkaldte frimænd.

Et godt stykke ind i 1800-tallet var Bornholms landbrug noget tilbagestående sammenlignet med resten af landets landbrug. Øen var aldrig blevet matrikuleret, det skete først i 1816. Da gennemførte en landvæsenskommission et omfattende mageskifte, som gjorde, at hver enkelt gård fik et samlet jord-tilliggende. Højlyngen og strandmarkerne blev udskiftet efter 1848, og omkring 7000 hektarer tilfaldt sognene til skovplantning og opdyrkning.

Den endelige jordfordeling i 1866 medførte tillige, at der blev bygget et stort antal husmandssteder på den tidligere udmark, hvorved det dyrkede areal på øen øgedes betragteligt.

En speciel og landskabelig betagende beliggenhed har de gårde, der er placeret 'på kanten' af landskabet med udsigt over havet, hvilket Båsegård i Rutsker er et smukt eksempel på.	Lille Frigård i Østermarie.	På morænebakkerne omkring Fuglsang ligger en samling af gårde og huse smukt placeret i landskabet og med et godt udsyn gårdene imellem.