Rønne har siden den tidlige middelalder været en betydelig handelsplads. Naturligvis med baggrund i fiskeriet. I den første halvdel af 1600-tallet blev byens indbyggere imidlertid ramt af pest to gange, i 1618 og i 1654. Pesten hærgede så meget, at der i 1658 kun var 160 næringsdrivende borgere i byen.

Rønne overtog pladsen som administrativt centrum, efterhånden som Hammershus forfaldt. Fra 1870 til 1920 fordobledes byens indbyggertal fra 5.500 til 10.300. Råstofudvindingen - kaolin, ler og sten - omkring byen og det deraf følgende behov for arbejdskraft havde en væsentlig andel i denne vækst. Fra begyndelsen af 1960'erne begyndte en ny vækstperiode. Den kom især til udtryk i byggeriet. På bare 40 år fordobledes byens bebyggede arealer, mens befolkningstallet steg til cirka 15.000.

Produktionen af den bornholmske keramik samt produktionen af bornholmerure bidrog i lange perioder til Rønnes udvikling. Lertøjsproduktionen fik en betydelig fremgang, da der i 1755 blev fundet kaolin i nærheden af Rønne. Produktionen startede i 1792 og udviklede sig til en industri med betydelig afsætning internationalt. Bornholmerurene blev produceret i Rønne væsentligst fra 1745 til 1894. Produktionen kulminerede i 1850'erne med 1500 ure om året. I takt med industriens udvikling i og omkring Rønne i sidste halvdel af 1800-tallet steg befolkningstallet kraftigt, og tilsvarende udviklede byen sig. Der var tradition for, at arbejderbefolkningen havde eget hus, selv om det kun var små en-etages bygninger. Kvarteret med lave arbejderboliger opført af lokale bygmestre bredte sig, og først sent kom det almennyttige byggeri til.

Den bebyggede kystskrænt og havnens industribebyggelse set fra Hotel Griffen.	Den smukke rumdannelse på Store Torv. Rønnes tre torvedannelser Store Torv, Lille Torv og Hovedvagtstorvet står med deres åbne flader i et oplevelsesrigt spændingsforhold til den gamle bykernes snævre gadenet.	I Store Torvegade finder man Hafniahus tegnet af arkitekten Ib Lunding, som på overbevisende måde slår bro mellem international og dansk funktionalisme.

Rønne blev 7. og 8. maj 1945 udsat for voldsomme bombardementer af sovjetiske fly, da de tyske besættelsesstyrker nægtede at overgive sig til Den Røde Hær. 2900 af byens 3200 ejendomme blev beskadiget, 212 blev totalt ødelagt.

Rønnes bykrop ligger på en svagt skrånende flade, der falder fra nordøst mod sydvest. Fladen gennem-skæres af Byåen. Landskabet præges af en markant skråning, der hæver sig mod sydøst. Fra Snorrebakke er der en storslået udsigt til havet og Rønnes tegltage.

Tværmolen på havnen er et godt sted at stå, hvis man vil opleve byen fra vandet. Herfra står den gamle bykerne smukt, mens der fra Nebbe Odde er et fint kig til Nordre Kystvejs skrænt og den moderne industrihavns dominerende bygninger. En storstilet plan til byens og øens forsvar blev fostret i 1680'erne, men planen om et storstilet fæstningsværk blev aldrig fuldt realiseret. Spor af en ny forsvarsplan
fra 1740'erne findes i de store torvedannelser mod hovedgaden samt i Kastellet. I begyndelsen af 1900-tallet blev Rønne centrum
for jernbanetrafikken på Bornholm, og der er stadig spor i byen efter de gamle jernbaner. I byens udkant vidner de mange vandfyldte grave om tiden, da undergrundens råstoffer blev udnyttet.

Rønne er svær at overskue. En måde, hvorpå man kan danne sig et indtryk af dens forskellige dele, er at vælge vejen fra øst til Rønnes centrum. Dermed får man næsten en slags tværsnit af byens væsentligste kulturspor. Man møder Snorrebakkens stenbrud, Rabækkeværkets kaolingrav, Solvangens parcelhuse, Industrivejs dominerende silo- og hal-byggeri, Borgmester Nielsens Vejs fine villaer, Vold-gades arbejderboliger, Østergades sammenhængende bebyggelse, Lille Torvs smukke, trekantede rum samt, som prikken over i'et, Kirkepladsen med Rønne Kirke.

Byen kan også overskues på en anden måde. Med udgangspunkt i et kort i målestokken 1:10.000 kan man anskue byen som en kerne, hvorom der er en række bueformede udviklingslag. Kernen er det gamle bycenter ved havnen. Det er ikke stort, men arkitektonisk stærkt og absolut bevaringsværdigt. Fra gaderne langs byskrænten er der beskårne, men fine kig til havnen, og fra de snævre gaderum er der kig til de store torve. Gennem portene ser man mange haveanlæg.

Borgmester Nielsens Vej med den gedigne villabebyggelse afgrænser i store træk et grønt rekreativt bælte med sportsanlæg, kolonihaver og svenskehuse.	Ved havnen er der en markant skråning, der markerer en isrand. Foto fra Munch Petersens Vej mod Rønne Kirke.	Nørrekåsgade, der løber vinkelret på kystskræntens højdekurver, har spændingsfyldte sokler.

Det første af de bueformede udviklingslag, som omgiver bykernen, rummer arbejderboliger fra 1800-tallets sidste del. Et fint eksempel findes på Johnsensvej. Bebyggelsen består af lave dobbelthuse med smalle stier ved gavlene. Husene ligger på linje langs fortovskanten og skaber på den måde et byrum med en særlig fortættet stemning. Tagene er vigtige for den rumlige oplevelse.

Det andet bueformede lag i bebyggelsen rummer Rønnes rekreative bælte. Det følger i store træk Borgmester Nielsens Vej og er kendetegnet af vel-byggede murermestervillaer, svenskehusene, koloni-haverne samt sportsanlæggene.

Fra kystskrænten er der oplevelsesrige 'blå' kig ved Fiskerbakken. Det giver stedet identitet.	Rønnes gamle bykerne er kendetegnet ved sin smukke, gamle bebyggelse. Foto fra Grønnegade mod Rønne Kirke.	Ny Østergade har velproportionerede dobbelthuse.

Tredje lag i bebyggelsen er arealmæssigt meget stort. Det rummer industriens praktiske haller med facader af 'størknet strandbred', det almene etagebyggeri med lejligheder samt parcelhuslandskaberne. Fra parcelhusene i første række ved Østerled er der udsigt til det åbne land med arrene efter mange års råstofudnyttelse.

Vest for den stejle kystskrænt ligger havnen. I nord-og sydhavnen kan man i lille målestok iagttage en lagopbygning med den dominerende industribebyggelse som sidste lag. Rønne har en havnefront af høj arkitektonisk kvalitet. Her er der udsigt til fine byhuse med haver anlagt som terrasser.

Rønne rummer væsentlige kulturmiljøer, men der bør gøres en indsats for at sikre de forskellige bydeles særlige identitet.

Fra Snorrebakken er der udsigt til morænelandskabet fra sidste istid. Landskabet falder karakterfuldt mod vest.	Udsigt til Rønne fra Snorrebakken. Hvis byens tegltage fortsat skal præge udsigten, må træbevoksningen kontrolleres.	Snit i fladen og det skrående areal fra Rønne havn til Knudskirke.