Byggeskik og arkitektur

Bornholm har ikke klart og entydigt sin egen arkitektur og byggeskik. Rundkirkerne, gårdenes gavlknægte og husbrande findes også andre steder og må antages at være indført til Bornholm.

Som for andre danske øer er påvirkningerne kommet over vandet med handel og søfart, og de er kommet med magthaverne dvs. kirken og kongen. Det byggeri, som kongens embedsmænd skulle bruge og bo i, skulle være godt, gedigent og det var som regel opført under ledelse af arkitekter og bygmestre 'ovrefra'. Det satte sine ringe i vandet, skabte mode og prægede det lokale byggeri.

Fra forhistorisk tid og vikingetid er der ikke meget at berette om 'synligt' byggeri. Det er først middelalderens borge og kirker, der er bevaret synlige rester af. For borgene er det Gamleborg, Lilleborg og Hammershus. Og vi ved mest om Hammershus, selvom der er mange åbne spørgsmål. For kirkernes vedkommende er det helt klart rundkirkerne, som er bemærkelsesværdige og særegne, de har dog samtidig følgeskab af andre kirketyper med brede vesttårne.

Der er et 'gabende hul' helt frem til 1600-årene, hvor kun et par mindre bygninger er bevaret. Vi ved ikke noget konkret om andet byggeri end borge og kirker fra middelalderen og renæssancen på Bornholm.

De bevarede bygninger fra middelalderen, 1100-årene og frem til slutningen af 1600-årene, er alle bygget af kirkens ærkebispesæde i Lund og af den danske konge lige med undtagelse af lybækkernes pantperiode 1525-1576.

De 15 sognekirker, alle romanske, er bygget fra ca. 1150 til 1250. Det var en voldsom indsats igangsat og styret af ærkebispesædet i Lund. Kirkernes arkitektur adskiller sig fra de vestdanske, men har ligheder med de skånske kirker. Kirkerne har desuden været indrettet som både forsvars- og magasinkirker i ufredstider.

Kirkerne er opført i kampesten. Til profilerede sokler, hjørner, gesimser, dør- og vindueskanter blev der for det meste anvendt den lokale kalksten fra Sydbornholm, limsten.

Detaljer og udsmykninger viser forbindelser til andre østdanske kirker, men én kirke har lighedstræk med irsk kirkebyggeri. Det er den dobbelthvælvede kirke i Østermarie, som tillige har haft tag af stenplader. Kirken er nu bevaret som ruin.

De senere seks gotiske bykirker blev opført fra slutningen af 1200-årene til omkring 1400 i forbindelse med hanseaternes virksomhed, der gav grundlag for købstædernes anlæggelse. Her ses mere udbredt anvendelse af teglsten, som tillige blev brugt ved senere indsatte, gotiske krydshvælv i de romanske kirker.

Byggeskikken før 1750
Ærkebispen i Lund og kongen byggede fra middelalderen og frem til omkring 1700 store, solide, monumentale bygninger i kampesten og mursten.

Vi ved ikke, hvordan bornholmernes egne huse så
ud i købstæderne og på landet. Vi kender til bøndergårdenes indretning fra 1600-årene, deres plan og inventar, men heller ikke mere. Beskrivelser og arkæologiske udgravninger vidner om, at der har været rige bønder, som har haft ofte rigt udstyrede stuehuse med fine kakkelovne, udskårne paneler
og møbler.

Der har næppe været den store forskel på husene
i byerne og på landet. I byerne lå mange egentlige bøndergårde, og der var en del bønder, som havde købmandshandel skibe i søen og havde deres landbrugsjorder i byvangen. Derfor kunne de bornholmske byer have karakter af en 'landsby ved havet'.

Husene var kun i et 'stokværk', dvs. en etage bindingsværk, de var lerklinede og havde halmtage, sjældnere dog med mursten i bindingsværket og tagsten på taget. Der var klinede eller flettede gavltrekanter, men ofte også trægavle på de bedre huse.

Skal man fremhæve noget typisk ved de bornholmske bøndergårde, så er det gavlknægte, husbrande på trægavlene, fodtømmer, ingen skråbånd i bindingsværket og gårdkoner. Tidligere troede man, at gårdkonerne, en mindre længe midt på gårdspladsen, var et middelalderligt levn fra fritstående lofthuse, som man kendte fra beskrivelser, men ingen bevaret. Det har dog næppe en sammenhæng. Gårdkonerne, hvoraf en del er bevaret, er en tradition fra begyndelsen af 1800-årene.

Fritliggende loftshuse er derimod middelalderlige huse, 'loftboder', som kendes i hele Nordeuropa. Loftshuset kaldes også 'herbergshus'. Det var et kombineret forråds- og gæstehus. Betegnelsen kan i lige linje følges til salen med underliggende kælder, som er helt almindelig på gårdene både i byerne og på landet.

Selvom det ser ud til, at bindingsværket har været næsten ens i byerne og på landet, er der et par eksempler i Rønne, der antyder en forskel. Der har været skråstivere og endda to typer. I Rønne er fundet et facadeudsnit med skråstivere, som formodes at være fra begyndelsen af 1600-årene. I Svaneke står bevaret det hidtil ældste bindingsværkshus, dateret 1649, uden skråstivere, og i Rønne er der 'Lybækkerlængen' fra 1699, som har en anden type skråstivere.

Af 1600-årenes byer har Rønne været den største med et struktureret, gammelt gadenet. De øvrige byer har været mere åbne. Rønnes Algade, i dag Storegade, har været byens fine handelsgade. Her må man forestille sig, at gårdene, som regel trelængede, har ligget med en længe med port langs gaden og en eller to længer med gavlene ud mod gaden. Et typisk mønster i datidens købstæder.

Bindingsværk 1750 - 1800

Fra midten af 1700-årene er vi på langt sikrere grund, fordi der er bevaret bygninger i deres helhed. Der kan ikke sættes en skarp grænse for et skifte, men allerede fra starten af 1700-årene er der fremgang på mange områder på Bornholm efter pestdød, brandskatning og store kongelige byggerier. En stigende aktivitet med håndværk og industri og søfart sætter meget i gang.

Fra midten af 1700-årene bliver bøndernes stuehuse nærmest standardiserede i deres rumindretning, og gårdene er som regel firlængede. Barokken sætter sit præg på bygningerne især indvendig, men også udvendig på døre og vinduer med smedede beslag.

Det er fra denne periode, at det solide bindingsværk i eg med fodtømmer, gavlknægte og bræddegavle er karakteristisk, og der blev bygget på kraftige kampestenssokler, som i den høje ende har en kælder under salen. Da der ofte bygges på skrånende terræn, har sokler samtidig den fordel, at stuehuset kommer til
at ligge vandret og tørt.Stuehusene bliver næsten udelukkende indrettet til boligformål, også for tjenestefolk, og der kommer flere vinduer i facader og gavle. Der kommer to skorstene, én til madlavning og opvarmning og én til bagning, brænding af brændevin og ølbrygning.

I byerne og hos de mere velhavende bønder kommer der mursten i tavlene i stedet for lerklining og tagsten på taget frem for halm. Desuden blev det almindeligt med bindingsværk i overgavlene. Flere gårde havde karnapper, én er bevaret i Østergade i Rønne.

Der bygges stadig kun i et stokværk. Dog har der i Rønne ved havnen været to toetagesbygninger. En i 'Rosengården' og en hos genboen 'Madame Bohns gård'. Den sidste er bevaret og stod i 1700-årene i to stokværk bindingsværk og mansardtag. Det er den nordøstre høje bygning i Johnsens Gård, i dag kaldet 'Kikkenborgen'. En af disse bygninger ses på det ældre stik fra 1754.

Kongelige byggerier 1684-1840'erne
Vor fæstning Christiansø' blev besluttet iværksat ved resolution den 26. januar 1684. Allerede den 2. juni samme år afgik skibe fra København med norske soldater, der var vant til byggeri med granit, til Ertholmene. 19. juni blev grundstenen lagt til Store Tårn.

Det var en kæmpeindsats med mange hundrede mand fra Norge, København og Bornholm, som allerede det første år fik bygget bastioner, tårn og flere andre bygninger.

Begrundelsen for fæstningsbyggeriet var nye magtforhold i Baltikum, hvor Sverige udvidede sine besiddelser. Bornholm og Ertholmene blev vigtige som flådebaser midt i de sejlruter, svenskerne benyttede, når de skulle sejle til deres nye områder
i Vorpommeren.

Den danske konge Christian 5. lod det ikke være med Christiansø. En flådebase med tilhørende stjernefæstning og bastioner skulle også anlægges omkring Rønne. Det påbegyndtes i maj 1688, og året efter var Kastelstårnet færdigt. Rønne Fæstning blev aldrig rigtig fuldført, men det gjorde Christiansø. Her blev der med vekslende intensitet bygget helt frem til fæstningens nedlæggelse 1856. Meget ofte med bornholmsk arbejdskraft og byggematerialer, fortrinsvis genbrugsmaterialer fra Hammershus.

De tre tårne, Store Tårn og Lille Tårn på Christiansø samt Kastelstårnet i Rønne udgør sammen med Krudttårnet i Frederikshavn en særlig type, 'Martellotårne'. Det var runde tårne med et højtliggende kanondæk til forsvar af indsejlingerne til flådehavnene.

I 1743 blev Hammershus endeligt opgivet. Den arrest, som man hidtil havde haft der, måtte nu etableres et andet sted, og med byggematerialer fra Hammershus blev der i Rønne 1743-44 opført en Hovedvagt som stadig findes bevaret.

De sidste store byggerier på Christiansø var Kasernerne i 1789-91 og Store Tårns ombygning i 1844.

Efter Englænderkrigen i begyndelsen af 1800-årene byggedes en række magasinbygninger rundt på Bornholm, hvor det største anlæg er Arsenalet ved Kastelstårnet i Rønne. Disse fæstningsbyggerier har tilsyneladende ikke givet nogen 'afsmitning' rent arkitektonisk på det øvrige samtidige byggeri, måske i nogle detaljer. Det var kongens militære ingeniører og for en stor del også kongens håndværkere, der udførte arbejdet, og de er måske blot draget hjem
til hovedstaden efter endt arbejde og har ikke praktiseret 'civilt'.

Kongens fæstningsbyggerier var heller ikke altid vellykkede rent konstruktivt, og det har bornholmerne jo været nærmeste vidne til og tit tvangsudskrevet til at deltage i.Frederik V havde i 1750'erne store byggeprojekter
i København, og dertil skulle han bruge 'marmor'. Det billigste var selvfølgelig at søge efter sten inden for rigets grænser inklusive Norge, og resultatet blev, at kongen åbnede et 'Frederiks Stensbrud' nord for Nexø. De tidligere kongers byggerier gav ikke nogen særlig påvirkning til det almindelige byggeri på Bornholm. Det gjorde til gengæld 'Frederiks Stensbrud' både med de bygninger, han opførte, og med den sandsten, der blev brudt. Stenbrudsgårdens arkitektur har uden tvivl smittet af selvfølgelig især i Nexø, og de mange stenhuggerarbejder fra bruddet har sat sit præg på byggeriet på Bornholm.

Man kan med rimelighed påstå, at barokken med nogen forsinkelse slog igennem på Bornholm på dette tidspunkt, og barokken gled over i klassicismen, uden at den mellemliggende stilart rokoko fik nogen større arkitektonisk betydning på Bornholm.

Fra midten af 1700-årene og frem til omkring 1800 byggedes der mange solide og smukke bindingsværksbygninger, som fik et meget ensartet præg. Barokken prægede disse bygninger i detaljerne. Det var 'guldalderen' i den bornholmske byggeskik.

Mursten og klassicisme -1800-årene
I de to årtier omkring 1800 blev husenes bindingsværk enklere. Gavlknægtene gik af mode, og der var mangel på egetræ. Det betød, at fodtømmer blev udeladt, og bygningerne blev både bredere og højere. Samtidig vandt mursten mere frem. Nye brandlovsbestemmelser for købstæderne forbød ganske enkelt trægavle og stråtage, og begge dele var med til at ændre byernes udseende. Det gik dog trægt med ændringen, og først midt i 1800-årene forsvandt nok de sidste stråtage i de gamle købstadskerner.

Brug af mursten vandt mere og mere frem og betød ændring af bindingsværkskonstruktionerne. Det blev enklere og fremstod i facadebilledet som en stolpekonstruktion, idet løsholterne blev erstattet af indvendigt langsgående, påboltet tømmer. Tavlene blev således opmuret ubrudt fra fundament til tagrem.

Denne konstruktion blev næsten udelukkende brugt på bøndergårdenes udlænger, i husmandsteder og i fiskerlejerne. Gavle af mursten eller brædder blev anvendt i flæng i hele 1800-tallet.

Bygning af grundmurede bygninger trængte kun langsomt frem i de første årtier. Først da Rønne fik et par større huse, Rønne Præstegård og Rønne Ting- og arresthus i begyndelsen af 1830-erne, kom der mere skred i byggeriet. Det var den driftige landinspektør Henning Pedersen, der var arkitekt på disse og andre større byggerier. Desuden havde han i 1825 oprettet en tegneskole, som blev starten på den senere Rønne Tekniske Skole. Henning Pedersen har præget arkitekturen og byggeriet i både stort og småt.

Henning Pedersen har uden tvivl været medvirkende til, at så mange ældre bindingsværksfacader i Rønne blev pyntet op med fjernede bjælkehoveder, større vinduer, trægesimser og overpudsning eller overkalkning for at ligne pudsede klassicistiske huse opført af mursten. I de pyntede facader var der dog i gesimser og døre større mulighed for håndværksmæssig udfoldelse i detaljerne end ved de murede eller trukne gesimser.

Hans arbejde blev fulgt op af en af byens større bygmestre H. P. Bidstrup. Familien Bidstrup fik stor indflydelse på byggeriet såvel arkitektonisk som forretningsmæssigt. Bedst kendt er den navnkundige professor Mathias Bidstrup, der som bygmester, arkitekt og rektor på Rønne Tekniske Skole har været toneangivende på hele Bornholm helt frem til 1920'erne.

Sidste halvdel af 1800-årene var præget at stor byggeaktivitet både i byerne og på landet. Befolkningstallet steg, Højlyngen udstykkedes, og kysternes små byer og fiskerlejer ekspanderer. De fattigste på de gamle udmarker og i de små fiskerlejer genbrugte det, de rigere rev ned. Der nybyggedes en del bygninger på bøndergårdene, og da udmarksjorden blev solgt og udstykkedes, blev der bygget mange små husmandsbrug. Disse byggedes meget ofte stadig i bindingsværk, men i de seneste årtier også i grundmur. De store bindingsværksbygninger afløstes langsomt af grundmurede huse, og i de seneste årtier af 1800-årene tog det murede byggeri overhånd.

Træspån og tagpap bruges meget til tage, og på større gårde vinder tegltagene frem dog fortrinsvis på stuehusene.

På Sydøstbornholm opstod en ny skik med opførelse af længer i kløvede natursten. Disse kampestenslænger, 'Bakkalænger', opkaldt efter en murermester Bak, skal ikke forveksles med de 'brokkalænger', som blev opført af affaldssten fra sandstensbruddene på Østbornholm. Bakkalængerne havde en relativ kort periode på hen ved 20 år, og minder meget om andre egnes kampestenslænger.

Den stigende industrialisering i de seneste årtier med teglværker, cementstøbning samt sav- og høvleværker gav bygmestrene øgede udfoldelsesmuligheder godt fulgt op af undervisningen på de tekniske skoler, som netop fra begyndelsen af 1880'erne bredte sig over hele øen. Murede facader med mønstre, pudsede gesimser og dekorativt udskåret pynt i træ på kviste og gavle gav en tidstypisk stilforvirring. Naturskifer på tage blev meget almindeligt i 1890'erne, og disse 'skarpe' tagflader hører typisk sammen med glatte mursten, cementfuger og bliktagrender med drueknæ.

Hver by eller rettere hvert større bygmesterfirma satte deres eget præg på husene, små 'fingeraftryk' med facadeudformninger og gesimsprofiler kan stedfæstes. Arkitekter ovrefra gav også deres inspiration til bygmestrene blandt andet gennem det offentliges byggeri.

Det lokale bornholmske særpræg forsvandt, og der blev snarere tale om bygmestersærpræg, som også ses i de mindre byer og større fiskerlejer blandt andet Gudhjem. Historicismens brug af teglsten i blank mur og pudsede facader med solidt og godt håndværk prægede byggeriet helt frem til 2 Verdenskrig.

Bedre Byggeskik og 'Bombehuse'
Bedre Byggeskik og en snært af funktionalisme satte sit præg på byggeriet i andet kvartal af 1900-årene.
Anlæggelse af jernbanenettet fra 1900 og cirka 15 år frem medførte øget byggeri omkring stationerne, som voksede til egentlige små byer. Der var stationer, mejerier og brugser, og med det fulgte handel og håndværk.

De første stationsbygninger på Rønne-Nexøbanen blev tegnet af Mathias Bidstrup i en velkendt historistisk stil. Den næste banes stationsbygninger fra Rønne til Sandvig blev tegnet af arkitekt O. Funch-Espersen i Bedre Byggeskik-stil, der kom til at præge meget byggeri i årene helt frem til 2 Verdenskrig. Det var en gedigen og mere enkel byggemåde end den foregående historistiske stil. Bedre Byggeskik var en landsdækkende forening, hvor håndværksmestrene kunne få tegnehjælp til bygninger i traditionel dansk byggeskik. Stationsbygningerne på Gudhjembanen tegnet af arkitekterne Aage Rafn og Kay Fisker blev en milepæl i dansk arkitektur. Der var træk af Bedre Byggeskik-stilen, men stationsbygningerne satte kun svage spor i andet byggeri.

Bygmestrene slap ikke helt 'stilen' fra slutningen af 1800-årene. Der opstod flere små cementstøberier, som producerede små relieffer og gesimsbånd i elementer med prægede mønstre til indmuring mellem de glatte, maskinstrøgne mursten, der typisk var lidt flammede. Også cementtagsten blev i stigende grad produceret og brugt som en billigere afløsning for de røde teglsten.
Fra omkring 1900 blev turismens bygninger med hoteller og store sommervillaer dominerende især på Nordbornholm. Før 1. Verdenskrig var det overvejende tyske turister, der kom her, og byggestilen blev derfor også tysk.

Kun ganske svagt blev funktionalismen synlig på Bornholm, og med russernes bombardementer i maj 1945 af Rønne og Nexø startede en ny æra, som både havde præg af Bedre Byggeskik og funktionalisme. Den omfattende genopbygning blev ledet af Arkitekthjælpen, der bestod af unge arkitekter under kyndig ledelse af arkitekt Villy Hansen, der havde bornholmsk rod. De nye bygninger, som man kalder 'bombehuse', blev smukt og harmonisk indpasset i bybilledet, ofte som helt nye gadestrøg. Flere af de unge arkitekter bosatte sig fast på Bornholm og virkede her i mange år, især kendt er Kresten Fink og Gustav Kjølby, der havde tegnestue sammen og byggede centralskoler i Aaker, Nexø, Rø og Vestermarie, samt Arne K. Berg.

Den svenske stat forærede Bornholm 275 træhuse, som blev opført i 1946 i samlede områder i udkanten af Rønne og Nexø. De blev naturligt kaldt 'svenskehuse' og udgør i dag meget smukke og attraktive kvarterer med pålagte servitutter, der betyder, at der næppe i Sverige findes tilsvarende klare og velbevarede helheder af efterkrigstidens elementbyggeri i træ.Siden 2. Verdenskrig er der især i Rønne bygget større boligkvarterer, hvor etagebyggeri som en nyskabelse blev indført på Bornholm.

Offentlige byggerier og industrier var fremtrædende, og som følge af byggeriet i 1960'erne og 70'erne, hvor de gamle bymiljøer blev truede af 'udviklingen', blev der iværksat et bevaringsarbejde i flere af byerne. Det er blevet håndhævet med mere eller mindre held, og det har især været Svaneke og Rønne, som med sine tidlige regulerende lokalplaner har formået at passe godt på bymiljøerne, så godt, at Svaneke endda fik en europæisk guldmedalje i 1975 for sit bevaringsarbejde.

Med en samlet regionskommune foreligger der i årene fremover en stor udfordring i gennem planlægning at finde en rimelig balance med bevaring i harmoni med nybyggeri, både i byerne, i fiskerlejerne og i det åbne land.

Sandvig jernbanestation, opført 1913 med O. Funch-Espersen som arkitekt i en nyklassisistisk Bedre Byggeskik-stil. Foto Niels-Holger Larsen.	Den svenske stat skænkede 275 træelementhuse til genhusning i Rønne og Nexø. Der var to typer: en stor villatype med høj tagrejsning og en mindre bungalowtype med lav tagrejsning.	Svaneke fik i 1975 med rette Europæisk guldmedalje for god bevaring. Erfaringerne herfra kan med fordel bruges i Bornholms øvrige bevaringsområder.

Nybygget svenskehus med skilt 'Svenska Trähus'. Bornholmerne betragtede Svenskehusene som midlertidige, men de er i dag velbevarede og meget attraktive, beskyttet af bevarende servitutter tinglyst i 1947.	Svenskehuse i Rønne. Smukt bevarede og attraktive.