Byggeskik og arkitektur
Bornholm
har ikke klart og entydigt sin egen arkitektur og byggeskik. Rundkirkerne,
gårdenes gavlknægte og husbrande findes også andre
steder og må antages at være indført til Bornholm.
Som for andre danske øer er påvirkningerne kommet
over vandet med handel og søfart, og de er kommet med magthaverne
dvs. kirken og kongen. Det byggeri, som kongens embedsmænd
skulle bruge og bo i, skulle være godt, gedigent og det var
som regel opført under ledelse af arkitekter og bygmestre
'ovrefra'. Det satte sine ringe i vandet, skabte mode og prægede
det lokale byggeri.
Fra forhistorisk tid og vikingetid er der ikke meget at berette
om 'synligt' byggeri. Det er først middelalderens borge og
kirker, der er bevaret synlige rester af. For borgene er det Gamleborg,
Lilleborg og Hammershus. Og vi ved mest om Hammershus, selvom der
er mange åbne spørgsmål. For kirkernes vedkommende
er det helt klart rundkirkerne, som er bemærkelsesværdige
og særegne, de har dog samtidig følgeskab af andre
kirketyper med brede vesttårne.
Der
er et 'gabende hul' helt frem til 1600-årene, hvor kun et
par mindre bygninger er bevaret. Vi ved ikke noget konkret om andet
byggeri end borge og kirker fra middelalderen og renæssancen
på Bornholm.
De bevarede bygninger fra middelalderen, 1100-årene og frem
til slutningen af 1600-årene, er alle bygget af kirkens ærkebispesæde
i Lund og af den danske konge lige med undtagelse af lybækkernes
pantperiode 1525-1576.
De 15 sognekirker, alle romanske, er bygget fra ca. 1150 til 1250.
Det var en voldsom indsats igangsat og styret af ærkebispesædet
i Lund. Kirkernes arkitektur adskiller sig fra de vestdanske, men
har ligheder med de skånske kirker. Kirkerne har desuden været
indrettet som både forsvars- og magasinkirker i ufredstider.
Kirkerne
er opført i kampesten. Til profilerede sokler, hjørner,
gesimser, dør- og vindueskanter blev der for det meste anvendt
den lokale kalksten fra Sydbornholm, limsten.
Detaljer og udsmykninger viser forbindelser til andre østdanske
kirker, men én kirke har lighedstræk med irsk kirkebyggeri.
Det er den dobbelthvælvede kirke i Østermarie, som
tillige har haft tag af stenplader. Kirken er nu bevaret som ruin.
De senere seks gotiske bykirker blev opført fra slutningen
af 1200-årene til omkring 1400 i forbindelse med hanseaternes
virksomhed, der gav grundlag for købstædernes anlæggelse.
Her ses mere udbredt anvendelse af teglsten, som tillige blev brugt
ved senere indsatte, gotiske krydshvælv i de romanske kirker.
Ærkebispen
i Lund og kongen byggede fra middelalderen og frem til omkring 1700
store, solide, monumentale bygninger i kampesten og mursten.
Vi ved ikke, hvordan bornholmernes egne huse så
ud i købstæderne og på landet. Vi kender til
bøndergårdenes indretning fra 1600-årene, deres
plan og inventar, men heller ikke mere. Beskrivelser og arkæologiske
udgravninger vidner om, at der har været rige bønder,
som har haft ofte rigt udstyrede stuehuse med fine kakkelovne, udskårne
paneler
og møbler.
Der har næppe været den store forskel på husene
i byerne og på landet. I byerne lå mange egentlige bøndergårde,
og der var en del bønder, som havde købmandshandel
skibe i søen og havde deres landbrugsjorder i byvangen. Derfor
kunne de bornholmske byer have karakter af en 'landsby ved havet'.
Husene var kun i et 'stokværk', dvs. en etage bindingsværk,
de var lerklinede og havde halmtage, sjældnere dog med mursten
i bindingsværket og tagsten på taget. Der var klinede
eller flettede gavltrekanter, men ofte også trægavle
på de bedre huse.
Skal man fremhæve noget typisk ved de bornholmske bøndergårde,
så er det gavlknægte, husbrande på trægavlene,
fodtømmer, ingen skråbånd i bindingsværket
og gårdkoner. Tidligere troede man, at gårdkonerne,
en mindre længe midt på gårdspladsen, var et middelalderligt
levn fra fritstående lofthuse, som man kendte fra beskrivelser,
men ingen bevaret. Det har dog næppe en sammenhæng.
Gårdkonerne, hvoraf en del er bevaret, er en tradition fra
begyndelsen af 1800-årene.
Fritliggende
loftshuse er derimod middelalderlige huse, 'loftboder', som kendes
i hele Nordeuropa. Loftshuset kaldes også 'herbergshus'. Det
var et kombineret forråds- og gæstehus. Betegnelsen
kan i lige linje følges til salen med underliggende kælder,
som er helt almindelig på gårdene både i byerne
og på landet.
Selvom
det ser ud til, at bindingsværket har været næsten
ens i byerne og på landet, er der et par eksempler i Rønne,
der antyder en forskel. Der har været skråstivere og
endda to typer. I Rønne er fundet et facadeudsnit med skråstivere,
som formodes at være fra begyndelsen af 1600-årene.
I Svaneke står bevaret det hidtil ældste bindingsværkshus,
dateret 1649, uden skråstivere, og i Rønne er der 'Lybækkerlængen'
fra 1699, som har en anden type skråstivere.
Af 1600-årenes byer har Rønne været den største
med et struktureret, gammelt gadenet. De øvrige byer har
været mere åbne. Rønnes Algade, i dag Storegade,
har været byens fine handelsgade. Her må man forestille
sig, at gårdene, som regel trelængede, har ligget med
en længe med port langs gaden og en eller to længer
med gavlene ud mod gaden. Et typisk mønster i datidens købstæder.
Fra
midten af 1700-årene er vi på langt sikrere grund, fordi
der er bevaret bygninger i deres helhed. Der kan ikke sættes
en skarp grænse for et skifte, men allerede fra starten af
1700-årene er der fremgang på mange områder på
Bornholm efter pestdød, brandskatning og store kongelige
byggerier. En stigende aktivitet med håndværk og industri
og søfart sætter meget i gang.
Fra midten af 1700-årene bliver bøndernes stuehuse
nærmest standardiserede i deres rumindretning, og gårdene
er som regel firlængede. Barokken sætter sit præg
på bygningerne især indvendig, men også udvendig
på døre og vinduer med smedede beslag.
Det er fra denne periode, at det solide bindingsværk i eg
med fodtømmer, gavlknægte og bræddegavle er karakteristisk,
og der blev bygget på kraftige kampestenssokler, som i den
høje ende har en kælder under salen. Da der ofte bygges
på skrånende terræn, har sokler samtidig den fordel,
at stuehuset kommer til
at ligge vandret og tørt.Stuehusene bliver næsten udelukkende
indrettet til boligformål, også for tjenestefolk, og
der kommer flere vinduer i facader og gavle. Der kommer to skorstene,
én til madlavning og opvarmning og én til bagning,
brænding af brændevin og ølbrygning.
I
byerne og hos de mere velhavende bønder kommer der mursten
i tavlene i stedet for lerklining og tagsten på taget frem
for halm. Desuden blev det almindeligt med bindingsværk i
overgavlene. Flere gårde havde karnapper, én er bevaret
i Østergade i Rønne.
Der bygges stadig kun i et stokværk. Dog har der i Rønne
ved havnen været to toetagesbygninger. En i 'Rosengården'
og en hos genboen 'Madame Bohns gård'. Den sidste er bevaret
og stod i 1700-årene i to stokværk bindingsværk
og mansardtag. Det er den nordøstre høje bygning i
Johnsens Gård, i dag kaldet 'Kikkenborgen'. En af disse bygninger
ses på det ældre stik fra 1754.
Vor
fæstning Christiansø' blev besluttet iværksat
ved resolution den 26. januar 1684. Allerede den 2. juni samme år
afgik skibe fra København med norske soldater, der var vant
til byggeri med granit, til Ertholmene. 19. juni blev grundstenen
lagt til Store Tårn.
Det var en kæmpeindsats med mange hundrede mand fra Norge,
København og Bornholm, som allerede det første år
fik bygget bastioner, tårn og flere andre bygninger.
Begrundelsen for fæstningsbyggeriet var nye magtforhold i
Baltikum, hvor Sverige udvidede sine besiddelser. Bornholm og Ertholmene
blev vigtige som flådebaser midt i de sejlruter, svenskerne
benyttede, når de skulle sejle til deres nye områder
i Vorpommeren.
Den danske konge Christian 5. lod det ikke være med Christiansø.
En flådebase med tilhørende stjernefæstning og
bastioner skulle også anlægges omkring Rønne.
Det påbegyndtes i maj 1688, og året efter var Kastelstårnet
færdigt. Rønne Fæstning blev aldrig rigtig fuldført,
men det gjorde Christiansø. Her blev der med vekslende intensitet
bygget helt frem til fæstningens nedlæggelse 1856. Meget
ofte med bornholmsk arbejdskraft og byggematerialer, fortrinsvis
genbrugsmaterialer fra Hammershus.
De tre tårne, Store Tårn og Lille Tårn på
Christiansø samt Kastelstårnet i Rønne udgør
sammen med Krudttårnet i Frederikshavn en særlig type,
'Martellotårne'. Det var runde tårne med et højtliggende
kanondæk til forsvar af indsejlingerne til flådehavnene.
I
1743 blev Hammershus endeligt opgivet. Den arrest, som man hidtil
havde haft der, måtte nu etableres et andet sted, og med byggematerialer
fra Hammershus blev der i Rønne 1743-44 opført en
Hovedvagt som stadig findes bevaret.
De sidste store byggerier på Christiansø var Kasernerne
i 1789-91 og Store Tårns ombygning i 1844.
Efter Englænderkrigen i begyndelsen af 1800-årene byggedes
en række magasinbygninger rundt på Bornholm, hvor det
største anlæg er Arsenalet ved Kastelstårnet
i Rønne. Disse fæstningsbyggerier har tilsyneladende
ikke givet nogen 'afsmitning' rent arkitektonisk på det øvrige
samtidige byggeri, måske i nogle detaljer. Det var kongens
militære ingeniører og for en stor del også kongens
håndværkere, der udførte arbejdet, og de er måske
blot draget hjem
til hovedstaden efter endt arbejde og har ikke praktiseret 'civilt'.
Kongens fæstningsbyggerier var heller ikke altid vellykkede
rent konstruktivt, og det har bornholmerne jo været nærmeste
vidne til og tit tvangsudskrevet til at deltage i.Frederik V havde
i 1750'erne store byggeprojekter
i København, og dertil skulle han bruge 'marmor'. Det billigste
var selvfølgelig at søge efter sten inden for rigets
grænser inklusive Norge, og resultatet blev, at kongen åbnede
et 'Frederiks Stensbrud' nord for Nexø. De tidligere kongers
byggerier gav ikke nogen særlig påvirkning til det almindelige
byggeri på Bornholm. Det gjorde til gengæld 'Frederiks
Stensbrud' både med de bygninger, han opførte, og med
den sandsten, der blev brudt. Stenbrudsgårdens arkitektur
har uden tvivl smittet af selvfølgelig især i Nexø,
og de mange stenhuggerarbejder fra bruddet har sat sit præg
på byggeriet på Bornholm.
Man kan med rimelighed påstå, at barokken med nogen
forsinkelse slog igennem på Bornholm på dette tidspunkt,
og barokken gled over i klassicismen, uden at den mellemliggende
stilart rokoko fik nogen større arkitektonisk betydning på
Bornholm.
Fra midten af 1700-årene og frem til omkring 1800 byggedes
der mange solide og smukke bindingsværksbygninger, som fik
et meget ensartet præg. Barokken prægede disse bygninger
i detaljerne. Det var 'guldalderen' i den bornholmske byggeskik.
I
de to årtier omkring 1800 blev husenes bindingsværk
enklere. Gavlknægtene gik af mode, og der var mangel på
egetræ. Det betød, at fodtømmer blev udeladt,
og bygningerne blev både bredere og højere. Samtidig
vandt mursten mere frem. Nye brandlovsbestemmelser for købstæderne
forbød ganske enkelt trægavle og stråtage, og
begge dele var med til at ændre byernes udseende. Det gik
dog trægt med ændringen, og først midt i 1800-årene
forsvandt nok de sidste stråtage i de gamle købstadskerner.
Brug af mursten vandt mere og mere frem og betød ændring
af bindingsværkskonstruktionerne. Det blev enklere og fremstod
i facadebilledet som en stolpekonstruktion, idet løsholterne
blev erstattet af indvendigt langsgående, påboltet tømmer.
Tavlene blev således opmuret ubrudt fra fundament til tagrem.
Denne konstruktion blev næsten udelukkende brugt på
bøndergårdenes udlænger, i husmandsteder og i
fiskerlejerne. Gavle af mursten eller brædder blev anvendt
i flæng i hele 1800-tallet.
Bygning af grundmurede bygninger trængte kun langsomt frem
i de første årtier. Først da Rønne fik
et par større huse, Rønne Præstegård og
Rønne Ting- og arresthus i begyndelsen af 1830-erne, kom
der mere skred i byggeriet. Det var den driftige landinspektør
Henning Pedersen, der var arkitekt på disse og andre større
byggerier. Desuden havde han i 1825 oprettet en tegneskole, som
blev starten på den senere Rønne Tekniske Skole. Henning
Pedersen har præget arkitekturen og byggeriet i både
stort og småt.
Henning Pedersen har uden tvivl været medvirkende til, at
så mange ældre bindingsværksfacader i Rønne
blev pyntet op med fjernede bjælkehoveder, større vinduer,
trægesimser og overpudsning eller overkalkning for at ligne
pudsede klassicistiske huse opført af mursten. I de pyntede
facader var der dog i gesimser og døre større mulighed
for håndværksmæssig udfoldelse i detaljerne end
ved de murede eller trukne gesimser.
Hans arbejde blev fulgt op af en af byens større bygmestre
H. P. Bidstrup. Familien Bidstrup fik stor indflydelse på
byggeriet såvel arkitektonisk som forretningsmæssigt.
Bedst kendt er den navnkundige professor Mathias Bidstrup, der som
bygmester, arkitekt og rektor på Rønne Tekniske Skole
har været toneangivende på hele Bornholm helt frem til
1920'erne.
Sidste halvdel af 1800-årene var præget at stor byggeaktivitet
både i byerne og på landet. Befolkningstallet steg,
Højlyngen udstykkedes, og kysternes små byer og fiskerlejer
ekspanderer. De fattigste på de gamle udmarker og i de små
fiskerlejer genbrugte det, de rigere rev ned. Der nybyggedes en
del bygninger på bøndergårdene, og da udmarksjorden
blev solgt og udstykkedes, blev der bygget mange små husmandsbrug.
Disse byggedes meget ofte stadig i bindingsværk, men i de
seneste årtier også i grundmur. De store bindingsværksbygninger
afløstes langsomt af grundmurede huse, og i de seneste årtier
af 1800-årene tog det murede byggeri overhånd.
Træspån og tagpap bruges meget til tage, og på
større gårde vinder tegltagene frem dog fortrinsvis
på stuehusene.
På Sydøstbornholm opstod en ny skik med opførelse
af længer i kløvede natursten. Disse kampestenslænger,
'Bakkalænger', opkaldt efter en murermester Bak, skal ikke
forveksles med de 'brokkalænger', som blev opført af
affaldssten fra sandstensbruddene på Østbornholm. Bakkalængerne
havde en relativ kort periode på hen ved 20 år, og minder
meget om andre egnes kampestenslænger.
Den stigende industrialisering i de seneste årtier med teglværker,
cementstøbning samt sav- og høvleværker gav
bygmestrene øgede udfoldelsesmuligheder godt fulgt op af
undervisningen på de tekniske skoler, som netop fra begyndelsen
af 1880'erne bredte sig over hele øen. Murede facader med
mønstre, pudsede gesimser og dekorativt udskåret pynt
i træ på kviste og gavle gav en tidstypisk stilforvirring.
Naturskifer på tage blev meget almindeligt i 1890'erne, og
disse 'skarpe' tagflader hører typisk sammen med glatte mursten,
cementfuger og bliktagrender med drueknæ.
Hver by eller rettere hvert større bygmesterfirma satte
deres eget præg på husene, små 'fingeraftryk'
med facadeudformninger og gesimsprofiler kan stedfæstes. Arkitekter
ovrefra gav også deres inspiration til bygmestrene blandt
andet gennem det offentliges byggeri.
Det lokale bornholmske særpræg forsvandt, og der blev
snarere tale om bygmestersærpræg, som også ses
i de mindre byer og større fiskerlejer blandt andet Gudhjem.
Historicismens brug af teglsten i blank mur og pudsede facader med
solidt og godt håndværk prægede byggeriet helt
frem til 2 Verdenskrig.
Bedre
Byggeskik og en snært af funktionalisme satte sit præg
på byggeriet i andet kvartal af 1900-årene.
Anlæggelse af jernbanenettet fra 1900 og cirka 15 år
frem medførte øget byggeri omkring stationerne, som
voksede til egentlige små byer. Der var stationer, mejerier
og brugser, og med det fulgte handel og håndværk.
De første stationsbygninger på Rønne-Nexøbanen
blev tegnet af Mathias Bidstrup i en velkendt historistisk stil.
Den næste banes stationsbygninger fra Rønne til Sandvig
blev tegnet af arkitekt O. Funch-Espersen i Bedre Byggeskik-stil,
der kom til at præge meget byggeri i årene helt frem
til 2 Verdenskrig. Det var en gedigen og mere enkel byggemåde
end den foregående historistiske stil. Bedre Byggeskik var
en landsdækkende forening, hvor håndværksmestrene
kunne få tegnehjælp til bygninger i traditionel dansk
byggeskik. Stationsbygningerne på Gudhjembanen tegnet af arkitekterne
Aage Rafn og Kay Fisker blev en milepæl i dansk arkitektur.
Der var træk af Bedre Byggeskik-stilen, men stationsbygningerne
satte kun svage spor i andet byggeri.
Bygmestrene
slap ikke helt 'stilen' fra slutningen af 1800-årene. Der
opstod flere små cementstøberier, som producerede små
relieffer og gesimsbånd i elementer med prægede mønstre
til indmuring mellem de glatte, maskinstrøgne mursten, der
typisk var lidt flammede. Også cementtagsten blev i stigende
grad produceret og brugt som en billigere afløsning for de
røde teglsten.
Fra omkring 1900 blev turismens bygninger med hoteller og store
sommervillaer dominerende især på Nordbornholm. Før
1. Verdenskrig var det overvejende tyske turister, der kom her,
og byggestilen blev derfor også tysk.
Kun ganske svagt blev funktionalismen synlig på Bornholm,
og med russernes bombardementer i maj 1945 af Rønne og Nexø
startede en ny æra, som både havde præg af Bedre
Byggeskik og funktionalisme. Den omfattende genopbygning blev ledet
af Arkitekthjælpen, der bestod af unge arkitekter under kyndig
ledelse af arkitekt Villy Hansen, der havde bornholmsk rod. De nye
bygninger, som man kalder 'bombehuse', blev smukt og harmonisk indpasset
i bybilledet, ofte som helt nye gadestrøg. Flere af de unge
arkitekter bosatte sig fast på Bornholm og virkede her i mange
år, især kendt er Kresten Fink og Gustav Kjølby,
der havde tegnestue sammen og byggede centralskoler i Aaker, Nexø,
Rø og Vestermarie, samt Arne K. Berg.
Den
svenske stat forærede Bornholm 275 træhuse, som blev
opført i 1946 i samlede områder i udkanten af Rønne
og Nexø. De blev naturligt kaldt 'svenskehuse' og udgør
i dag meget smukke og attraktive kvarterer med pålagte servitutter,
der betyder, at der næppe i Sverige findes tilsvarende klare
og velbevarede helheder af efterkrigstidens elementbyggeri i træ.Siden
2. Verdenskrig er der især i Rønne bygget større
boligkvarterer, hvor etagebyggeri som en nyskabelse blev indført
på Bornholm.
Offentlige byggerier og industrier var fremtrædende, og som
følge af byggeriet i 1960'erne og 70'erne, hvor de gamle
bymiljøer blev truede af 'udviklingen', blev der iværksat
et bevaringsarbejde i flere af byerne. Det er blevet håndhævet
med mere eller mindre held, og det har især været Svaneke
og Rønne, som med sine tidlige regulerende lokalplaner har
formået at passe godt på bymiljøerne, så
godt, at Svaneke endda fik en europæisk guldmedalje i 1975
for sit bevaringsarbejde.
Med
en samlet regionskommune foreligger der i årene fremover en
stor udfordring i gennem planlægning at finde en rimelig balance
med bevaring i harmoni med nybyggeri, både i byerne, i fiskerlejerne
og i det åbne land.
|
|
|
Sandvig jernbanestation, opført 1913
med O. Funch-Espersen som arkitekt i en nyklassisistisk Bedre
Byggeskik-stil. Foto Niels-Holger Larsen.
|
Den svenske stat skænkede 275 træelementhuse
til genhusning i Rønne og Nexø. Der var to typer:
en stor villatype med høj tagrejsning og en mindre
bungalowtype med lav tagrejsning.
|
Svaneke fik i 1975 med rette Europæisk
guldmedalje for god bevaring. Erfaringerne herfra kan med
fordel bruges i Bornholms øvrige bevaringsområder.
|
|
|
|
Nybygget svenskehus med skilt 'Svenska Trähus'.
Bornholmerne betragtede Svenskehusene som midlertidige, men
de er i dag velbevarede og meget attraktive, beskyttet af
bevarende servitutter tinglyst i 1947.
|
Svenskehuse i Rønne. Smukt bevarede
og attraktive.
|
|
|