Forhistorien
Vandstanden
i Østersøen svingede kraftigt i den lange periode,
hvor isen med varierende hastighed smeltede væk over Syd-
og Mellemskandinavien. Bornholm var i lange perioder landfast med
Polen og Tyskland, mens den i andre perioder var en noget mindre
ø end nu, da strandkanten lå indtil 15 m over den nuværende.
Efter isens tilbagetrækning lå landet koldt og bart,
men pollenprøver fra moser og bundprøver fra havbunden
viser, at der efterhånden indvandrede en lav tundravegetation,
som lidt efter lidt afløstes af en åben skov med birk,fyr,
bævreasp og hassel, græssletter, hede og enebærkrat.
Mellem ca. 8.000 og ca. 5.000 blev øen dækket af en
tæt skov af fyr, eg, elm, lind og ask. Mellem 5.000 og 3.000
blev klimaet mere regnfuldt. Fyrren forsvandt næsten igen
i slutningen af perioden, og Almindingen blev f.eks. dækket
af tæt egeskov.
De allerførste spor af menneskers aktivitet er tilhugget
flint fundet i geologiske lag fra senistiden, men de første
egentlige redskaber er fra tiden omkring 10.000 f. Kr. fundet på
de omstrejfende jægeres små sæsonbopladser f.eks.
ved større søer. Senere bliver bopladserne større
og mere vedvarende, men alle er jord- eller havdækkede i dag,
og jægerfolkenes grave kender vi ikke, så ingen spor
af disse første beboere er nu umiddelbart synlige i landskabet.
De små grupper af jægere og fiskere påvirkede
kun det omliggende landskab ganske lidt, de jagede rensdyr og elg
i de lyse skove og senere - da en tættere skov havde etableret
sig - kronhjort, rådyr og vildsvin, og ved havet fangede man
fisk og jagede sæler.
|
|
|
I alt kendes 14 jættestuer fra Bornholm.
Af disse eksisterer endnu de 11. Bedst bevaret er Tornegård
i Nylars, Arnager, Vasagård og Jættedal i Åker,
Bønnestenene i Bodilsker, Sillehøj og Hallebrøndshøj
i Ibsker. Samtlige storstensgrave (dysser og Jættestuer)
findes i det kystnære område, højst 2,5
km inde i landet.
|
Jættestue. Grundplan af Lundestenene
ved Tornegård i Nylars. Rekonstruktion af indgangsparti.
Efter opmåling ved A. Lilleskov Mortensen.
|
Stenkiste fra stridsøksetid fra Nordbakkegård
i Povlsker.
|
De første bønder kom til Bornholm omkring 3.900 f.
Kr. De kom fra det syd-østlige Skåne, Østerlen,
med en helt anderledes kultur, som var baseret på bofasthed,
rydning eller afbrænding af skoven og opdyrkning af jorden.
De ændrede den bornholmske natur fra et tæt skovdække
til et mere åbent landskab med små agerfelter, åben
græsningsskov og gamleagerfelter, der kunne nå at springe
i krat og skov før næste afbrænding og opdyrkning.
De første af stenalderbøndernes bopladser flyttede
rundt i landskabet i dette svedje-agerbrug, men efterhånden
blev bopladserne større og mere permanente, især på
Sydbornholm hvor jordbunden er velegnet til agerbrug.
De første bønders grave (ca. 3.900-3.500 f. Kr.)
er jordgrave eller langhøje, kun få er dog bevaret
fra denne første del af bondestenalderen. Men i de følgende
århundreder opføres helt nye og meget synlige gravanlæg,
de monumentale dysser og jættestuer. De er kun på mode
i ganske kort tid, ca. 3.500-3.200 f. Kr., men har krævet
et velorganiseret samfund og store ressourcer i form af arbejdskraft
og materialer.
Ældst er dysserne (3.500-3.300), hvoraf i alt syv er kendt
på Bornholm, men kun fire er bevaret og kan ses i dag. De
består af et enkelt gravkammer af store, rejste sten, overdækket
med én enkelt stor dæksten, det hele omgivet af en
øst-vestvendt forhøjning af jord, støttet langs
kanterne af rejste randsten med tørmur af flade stenplader
imellem. Dysserne har nok været opført som begravelsesmonument
for en enkelt stormand og/eller hans slægt, men de er tit
blevet genbrugt til flere begravelser.
Det følgende århundredes (3.300-3.200) storstensgrave,
jættestuerne, var opført til at huse flere begravelser
allerede fra anlæggelsestidspunktet. Jættestuekamrene
er noget større end dyssernes og overdækket med tre-fire
store, flade dæksten. En gang på op til 4 m leder ind
til gravkammeret.
Samtidig med storstensgravene har andre store anlægsarbejder
fundet sted. Der er ved Vasagård og ved Ringborgen på
Rispebjerg fundet rester af store anlæg omgivet af voldgrave
og palisader. Pladserne antages at have fungeret som samlings- og
offersteder for en hel bygd og repræsenterer med deres jordarbejder
og palisadeværker samt deres mange ofrede - tit brændte
- flintredskaber en voldsom indsats fra det omgivende samfunds side.
Omkring 2.800 f. Kr. ophører brugen af de store samlingspladser
og brugen af de kollektive begravelser i jættestuerne. En
ny og igen helt anderledes gravskik breder sig til Bornholm fra
Skandinavien. Nu bliver de afdøde begravet enkeltvis i stenkister
sat af flade stenheller under flad mark, evt. dækket af en
lav jordhøj, og de får ofte en økse med som
gravgave, i den sidste del af stenalderen dog en flintdolk. Stenkistegravene
kan være samlet i gravfelter med mange grave, hvor gravene
er dækket af lave stenlægninger. De kendte eksempler
på dolktidens lave jordhøje er alle fundet som kernen
i den efterfølgende bronzealders større høje.
Som i de foregående perioder er der i dag heller ingen synlige
spor af bosættelserne i ældre bronzealder, og vi kender
kun få mulige ældre bronzealderhuse fra arkæologiske
udgravninger, hvorimod bronzealderens gravanlæg, de velkendte
store - ofte 25-30 m i diameter - runde gravhøje anbragt
på højdedrag ud mod kysten eller på karakteristiske
dalkanter langs åerne, endnu er mange og stadig stærkt
synlige, som de må have været, da de var nyopførte.
Ca. 200 gravhøje fra ældre bronzealder
er bevaret på øen, mens der kendes til yderligere omkring
500 nedlagte eller overpløjede bronzealderhøje.
|
|
|
Gravhøje og fladmarksgrave fra ældre
bronzealder.
|
Røser og røsegravfelter. Røserne
findes primært i de stenrige marginale jordområder.
|
Oltidssagre med skelvolde og dyrkningsterrasser
samt rydnings- og gravrøser omkring Kællingehøj
nord for skydebanen i Rønne Plantage. Opmålt
af G. og V. Nielsen 1953-55.
|
Udgravninger
viser, at mange af højene er blevet genbrugt flere gange
og bygget større over en længere periode, den vigtigste
grav i midten er en sten- eller trækiste med en stenpakning
omkring, og den rummer som regel rige gravgaver. Selve højen
kan være opbygget næsten helt af sten, men kan også,
som i resten af landet, være opført af jord og store
mængder græstørv skåret af det omliggende
græsland på et areal på op til 1 ha.
Fra Limensgade i Aker ved vi, at de stormænd, som er begravet
i højene, boede ganske tæt på. Gravhøjenes
placering antyder således en bebyggelseskoncentration i de
kystnære strøg og langs åerne, mens det indre
udmarksområde har været tomt for bebyggelse og begravelser.
I den ældre bronzealder åbnes landskabet yderligere,
fordi man har mange græssende husdyr, og avnbøgen,
der senere bliver så karakteristisk for Bornholm, indvandrer
i ældre bronzealder.
I yngre bronzealder kender vi lidt mere til bebyggelser, men de
er som i alle andre forhistoriske perioder stort set usynlige. Til
gengæld kender vi for første gang en del til bronzealderbøndernes
agersystemer, som er bevaret til i dag især i skove og plantager,
hvor skelvolde, stenrækker og terrassekanter afgrænser
agerfelterne, og afsamlede sten ligger samlet i rydningsrøser.
Mange af agrene har været brugt i bronzealderen, nogle måske
allerede fra yngre stenalder, og brugen ser ud til at ophøre
i løbet af jernalderen, men det er vanskeligt at datere agre
arkæologisk, og vi ved sjældent, hvilke bebyggelser,
de har tilhørt og er blevet dyrket fra. De er især
bevaret i skovene, fordi de her har undgået jordbearbejdning,
men de er kun et udsnit af den jord, der blev dyrket i oldtiden.
Tydelige agerområder kan ses i Blemmelyng ved Kællingehøj
og på de øvre dele af begge sider af Døndalen.
Det største sammenhængende bronzealderkulturlandskab
er bevaret i den sydvestlige del af Almindingen og i Vestermarie
Plantage.
Ellers er det som i den ældre bronzealder de mange gravanlæg,
der kan ses i landskabet som udtryk for bronzealderfolkets tro på
et liv efter døden. Der er langt flere end fra den foregående
periode, måske et tegn på, at det nu ikke kun er de
allermægtigste, der får en tydelig grav.
Gravskikken
ændrer sig i øvrigt på andre måder ved
overgangen mellem ældre og yngre bronzealder. Nu brændes
de afdøde, men i den første del af perioden ikke de
gravgaver, de får med, de lægges i graven sammen med
de afrensede ben, og det hele samles i en større eller mindre
stenkiste. Senere lægger man ofte de brændte ben og
gravgaver i urner, som sættes mellem flade, oprejste sten.
Begravelsen
og/eller ligbålets plads markeres med et utal af forskellige
former for stenkredse, stenlægninger, mindre jord- eller stenhøje
(røser), omgivet af en stenkreds eller - ramme. Det er navnlig
de mange røser fra den yngre del af bronzealderen og den
efterfølgende periode af jernalderen, der kan ses i landskabet
i dag, mindst 400 er bevaret.
Som noget nyt anlægges også bådformede røser
hen over ligbålet, der kendes ca. 40 skibsrøser, hvoraf
15 endnu er bevaret. De kan være op til 30 m lange og have
markeret åretolde og muligvis styreåre. Denne form for
gravmonument bliver først almindelig meget senere i det øvrige
Danmark.
En anden nyskabelse i perioden er de rejste bautasten. De kan ses
både ved fladmarksgrave med og uden urner og i eller på
høje og røser, men kan også stå - i hvert
fald tilsyneladende - uden forbindelse til gravpladser. De fortsætter
op i den følgende periode, men de enkeltstående, relativt
store bautasten menes at stamme fra denne periode. De er altid uden
indskrift, men de kan være forsynet med skåltegn (runde
fordybninger). Det skønnes, at der i alt er ca. 250 - ud
af tidligere over 1000 - bautasten bevaret på øen,
hvoraf en del er fra yngre bronzealder. Store bautastensamlinger
kan ses ved Gryet i Bodilsker og Louisenlund i Østermarie.
Nye i perioden er også helleristningerne, ikke blot i form
af skålgruber på større sten, men hele billedfelter
på relativt glatte, isskurede klippeflader. Man kan se indristede
billeder af skibe i forskellige udformninger, fodtegn, hjulkors,
soltegn og spiralmotiver, menneske- og dyrefigurer. De største
helleristningsfelter findes på store sammenhængende
klippeflader på Nordbornholm, øens største er
feltet ved Madsebakke, og ved Blåholts Huse ses skibsbilleder
på flere klippeflader.
Man har kendskab til et stort antal bopladser fra jernalderen, men
de ligger alle under jorden og kendes kun fra udgravninger eller
opsamlinger på markerne. De ligger alle i nogen afstand fra
kysten, mellem 500 og 1.500 meter, og i regelen kun få hundrede
m fra en gravplads. De magre udmarksområder i øens
midte og langs kysten er stort set fri for egentlige bopladser.
|
|
|
Bautasten og bautastensamlinger fra bronze-
og jernalder.
|
Bautasten med helleristninger (skåltegn).
Stenen findes endnu tæt vest for Grødbyvejen
nord for Runegård og Grødbyåen i Aaker.
Tegning af A. P. Madsen.
|
Helleristningsgruppe på mark 50 m sydvest
for Blåholtshus.
|
En
stor del af de kendte områder med oldtidsbøndernes
agre er fra jernalderen eller er blevet opgivet
i løbet af jernalderen. De ligger i dag ofte i skov, en del
af dem i de tidligere sandede og magre områder i de gamle
udmarker, og derfor har de overlevet til i dag. Der er nok tale
om de yderste fremstød i marginale landbrugsområder,
som er blevet opgivet igen, da befolkningspresset eller klimaet
eller begge dele har ændret sig. Det er bemærkelsesværdigt,
at de gamle skelvolde nogle steder falder sammen med de matrikelskel,
der blev etableret o. 1800, men som altså har meget gamle
aner på stedet.
Det er dog igen periodens grave, der er mest synlige i terrænet,
især er de store gravfelter ved kysten imponerende med mange
hundrede grave med forskellig udformning og brugt over mange århundreder.
De ældste grave ligger mest markant - og kan stamme fra perioden
forud - og efterfølgende gravlægninger er blevet placeret
i grupper med gradvis større og større afstand til
de første begravelser.
Jernalderen er en rig tid for øen, men har også efterladt
spor efter kampe, både i grave og gravudstyr
og i offerfund af våben i moser. Bornholm lå ved de
vigtige handelsruter i Østersøen, og der har fra tid
til anden været brug for at kunne forsvare befolkningen mod
indtrængende fjender. Der kendes fra jernalderen fire såkaldte
tilflugtsborge, forsvarsanlæg med volde og grave på
bakker eller klippeknolde, hvor folk og fæ kunne samles og
forsvares: Gamleborg i Paradisbakkerne, Ringborgen, Borgen i Rø
Plantage og et lille borganlæg ved Spællinge Mose i
Rø. Også den senere udbyggede Gamleborg i Almindingen
kan have været brugt som tilflugtsborg i jernalderen.
|
|
|
'Guldgubber' (små prægede guldplader)
fra det rige boplads- og værkstedsområde 'Sorte
Muld' ved Svaneke.
|
Bøgebjerg-gravfeltet i Risen syd for
Østerlars by.
|
Gamleborg i Almindingen.
|
Der
er ikke meget, der skiller vikingetiden fra den foregående
periode. Gårdene har ofte ligget som enkeltgårde i rækker
eller i gårdsamlinger, som generelt har været større
og ofte ligget forskudt i forhold til den eksisterende gårdbebyggelse.
Kun enkelte huse fra vikingetiden er udgravet, men på flyfotos
er det i de senere år lykkedes at se konturerne af mange huse
af vikingetidstype spredt i landskabet. Både bebyggelsesstrukturen
med gårdrækker og sporene af hegn og veje ligner forholdene
før udskiftningen i 1800-tallet.
Folk er også fortsat blevet gravlagt på de eksisterende
gravpladser. Der kendes dog to større vikingegravpladser,
den ene på Bøgebjerg i Risen, hvor et antal 'kammergrave'
sat i sten (i resten af Danmark er de som regel bygget af træ)
er frilagt, og en del runde og ovale stenlægninger formentlig
dækker over andre grave. Den anden plads er anlagt på
forstranden ved Lillevang syd for Gudhjem og har rummet ca. 250
grave, der ligger tæt side om side
i lange rækker, dækket af smukke geometriske stenlægninger
(som dog kan være svære at skelne på den stenede
strandbred).
De afdøde blev tillige mindet på runestenene, hvoraf
hele 40 kendes fra Bornholm. De fleste er fra tiden efter øens
kristning omkring 1050, men seks af dem menes at høre til
den førkristne vikingetid. De er sat af en bror eller søn
over familiemedlemmer, og de er som regel fundet et andet sted end
det oprindelige, fordi de er blevet genbrugt i kirke- eller brobyggeri.
Vikingetiden
var en blomstringstid for handel og transport, men også for
stridigheder og hærtogter. Bornholms store centralt placerede
borg, Gamleborg i Almindingen menes opført i ældre
vikingetid omkring 8-900. Indgangene er opført i sten uden
anvendelse af mørtel.
|