Forhistorien

Vandstanden i Østersøen svingede kraftigt i den lange periode, hvor isen med varierende hastighed smeltede væk over Syd- og Mellemskandinavien. Bornholm var i lange perioder landfast med Polen og Tyskland, mens den i andre perioder var en noget mindre ø end nu, da strandkanten lå indtil 15 m over den nuværende.

Efter isens tilbagetrækning lå landet koldt og bart, men pollenprøver fra moser og bundprøver fra havbunden viser, at der efterhånden indvandrede en lav tundravegetation, som lidt efter lidt afløstes af en åben skov med birk,fyr, bævreasp og hassel, græssletter, hede og enebærkrat. Mellem ca. 8.000 og ca. 5.000 blev øen dækket af en tæt skov af fyr, eg, elm, lind og ask. Mellem 5.000 og 3.000 blev klimaet mere regnfuldt. Fyrren forsvandt næsten igen i slutningen af perioden, og Almindingen blev f.eks. dækket af tæt egeskov.

De allerførste spor af menneskers aktivitet er tilhugget flint fundet i geologiske lag fra senistiden, men de første egentlige redskaber er fra tiden omkring 10.000 f. Kr. fundet på de omstrejfende jægeres små sæsonbopladser f.eks. ved større søer. Senere bliver bopladserne større og mere vedvarende, men alle er jord- eller havdækkede i dag, og jægerfolkenes grave kender vi ikke, så ingen spor af disse første beboere er nu umiddelbart synlige i landskabet. De små grupper af jægere og fiskere påvirkede kun det omliggende landskab ganske lidt, de jagede rensdyr og elg i de lyse skove og senere - da en tættere skov havde etableret sig - kronhjort, rådyr og vildsvin, og ved havet fangede man fisk og jagede sæler.

I alt kendes 14 jættestuer fra Bornholm. Af disse eksisterer endnu de 11. Bedst bevaret er Tornegård i Nylars, Arnager, Vasagård og Jættedal i Åker, Bønnestenene i Bodilsker, Sillehøj og Hallebrøndshøj i Ibsker. Samtlige storstensgrave (dysser og Jættestuer) findes i det kystnære område, højst 2,5 km inde i landet.	Jættestue. Grundplan af Lundestenene ved Tornegård i Nylars. Rekonstruktion af indgangsparti. Efter opmåling ved A. Lilleskov Mortensen.	Stenkiste fra stridsøksetid fra Nordbakkegård i Povlsker.

De første bønder kom til Bornholm omkring 3.900 f. Kr. De kom fra det syd-østlige Skåne, Østerlen, med en helt anderledes kultur, som var baseret på bofasthed, rydning eller afbrænding af skoven og opdyrkning af jorden. De ændrede den bornholmske natur fra et tæt skovdække til et mere åbent landskab med små agerfelter, åben græsningsskov og gamleagerfelter, der kunne nå at springe i krat og skov før næste afbrænding og opdyrkning. De første af stenalderbøndernes bopladser flyttede rundt i landskabet i dette svedje-agerbrug, men efterhånden blev bopladserne større og mere permanente, især på Sydbornholm hvor jordbunden er velegnet til agerbrug.

De første bønders grave (ca. 3.900-3.500 f. Kr.) er jordgrave eller langhøje, kun få er dog bevaret fra denne første del af bondestenalderen. Men i de følgende århundreder opføres helt nye og meget synlige gravanlæg, de monumentale dysser og jættestuer. De er kun på mode i ganske kort tid, ca. 3.500-3.200 f. Kr., men har krævet et velorganiseret samfund og store ressourcer i form af arbejdskraft og materialer.

Ældst er dysserne (3.500-3.300), hvoraf i alt syv er kendt på Bornholm, men kun fire er bevaret og kan ses i dag. De består af et enkelt gravkammer af store, rejste sten, overdækket med én enkelt stor dæksten, det hele omgivet af en øst-vestvendt forhøjning af jord, støttet langs kanterne af rejste randsten med tørmur af flade stenplader imellem. Dysserne har nok været opført som begravelsesmonument for en enkelt stormand og/eller hans slægt, men de er tit blevet genbrugt til flere begravelser.

Det følgende århundredes (3.300-3.200) storstensgrave, jættestuerne, var opført til at huse flere begravelser allerede fra anlæggelsestidspunktet. Jættestuekamrene er noget større end dyssernes og overdækket med tre-fire store, flade dæksten. En gang på op til 4 m leder ind til gravkammeret.

Samtidig med storstensgravene har andre store anlægsarbejder fundet sted. Der er ved Vasagård og ved Ringborgen på Rispebjerg fundet rester af store anlæg omgivet af voldgrave og palisader. Pladserne antages at have fungeret som samlings- og offersteder for en hel bygd og repræsenterer med deres jordarbejder og palisadeværker samt deres mange ofrede - tit brændte - flintredskaber en voldsom indsats fra det omgivende samfunds side.

Omkring 2.800 f. Kr. ophører brugen af de store samlingspladser og brugen af de kollektive begravelser i jættestuerne. En ny og igen helt anderledes gravskik breder sig til Bornholm fra Skandinavien. Nu bliver de afdøde begravet enkeltvis i stenkister sat af flade stenheller under flad mark, evt. dækket af en lav jordhøj, og de får ofte en økse med som gravgave, i den sidste del af stenalderen dog en flintdolk. Stenkistegravene kan være samlet i gravfelter med mange grave, hvor gravene er dækket af lave stenlægninger. De kendte eksempler på dolktidens lave jordhøje er alle fundet som kernen i den efterfølgende bronzealders større høje.

Som i de foregående perioder er der i dag heller ingen synlige spor af bosættelserne i ældre bronzealder, og vi kender kun få mulige ældre bronzealderhuse fra arkæologiske udgravninger, hvorimod bronzealderens gravanlæg, de velkendte store - ofte 25-30 m i diameter - runde gravhøje anbragt på højdedrag ud mod kysten eller på karakteristiske dalkanter langs åerne, endnu er mange og stadig stærkt synlige, som de må have været, da de var nyopførte. Ca. 200 gravhøje fra ældre bronzealder
er bevaret på øen, mens der kendes til yderligere omkring 500 nedlagte eller overpløjede bronzealderhøje.

Gravhøje og fladmarksgrave fra ældre bronzealder.	Røser og røsegravfelter. Røserne findes primært i de stenrige marginale jordområder.	Oltidssagre med skelvolde og dyrkningsterrasser samt rydnings- og gravrøser omkring Kællingehøj nord for skydebanen i Rønne Plantage. Opmålt af G. og V. Nielsen 1953-55.

Udgravninger viser, at mange af højene er blevet genbrugt flere gange og bygget større over en længere periode, den vigtigste grav i midten er en sten- eller trækiste med en stenpakning omkring, og den rummer som regel rige gravgaver. Selve højen kan være opbygget næsten helt af sten, men kan også, som i resten af landet, være opført af jord og store mængder græstørv skåret af det omliggende græsland på et areal på op til 1 ha.

Fra Limensgade i Aker ved vi, at de stormænd, som er begravet i højene, boede ganske tæt på. Gravhøjenes placering antyder således en bebyggelseskoncentration i de kystnære strøg og langs åerne, mens det indre udmarksområde har været tomt for bebyggelse og begravelser.

I den ældre bronzealder åbnes landskabet yderligere, fordi man har mange græssende husdyr, og avnbøgen, der senere bliver så karakteristisk for Bornholm, indvandrer i ældre bronzealder.

I yngre bronzealder kender vi lidt mere til bebyggelser, men de er som i alle andre forhistoriske perioder stort set usynlige. Til gengæld kender vi for første gang en del til bronzealderbøndernes agersystemer, som er bevaret til i dag især i skove og plantager, hvor skelvolde, stenrækker og terrassekanter afgrænser agerfelterne, og afsamlede sten ligger samlet i rydningsrøser. Mange af agrene har været brugt i bronzealderen, nogle måske allerede fra yngre stenalder, og brugen ser ud til at ophøre i løbet af jernalderen, men det er vanskeligt at datere agre arkæologisk, og vi ved sjældent, hvilke bebyggelser, de har tilhørt og er blevet dyrket fra. De er især bevaret i skovene, fordi de her har undgået jordbearbejdning, men de er kun et udsnit af den jord, der blev dyrket i oldtiden. Tydelige agerområder kan ses i Blemmelyng ved Kællingehøj og på de øvre dele af begge sider af Døndalen. Det største sammenhængende bronzealderkulturlandskab er bevaret i den sydvestlige del af Almindingen og i Vestermarie Plantage.

Ellers er det som i den ældre bronzealder de mange gravanlæg, der kan ses i landskabet som udtryk for bronzealderfolkets tro på et liv efter døden. Der er langt flere end fra den foregående periode, måske et tegn på, at det nu ikke kun er de allermægtigste, der får en tydelig grav.

Gravskikken ændrer sig i øvrigt på andre måder ved overgangen mellem ældre og yngre bronzealder. Nu brændes de afdøde, men i den første del af perioden ikke de gravgaver, de får med, de lægges i graven sammen med de afrensede ben, og det hele samles i en større eller mindre stenkiste. Senere lægger man ofte de brændte ben og gravgaver i urner, som sættes mellem flade, oprejste sten.

Begravelsen og/eller ligbålets plads markeres med et utal af forskellige former for stenkredse, stenlægninger, mindre jord- eller stenhøje (røser), omgivet af en stenkreds eller - ramme. Det er navnlig de mange røser fra den yngre del af bronzealderen og den efterfølgende periode af jernalderen, der kan ses i landskabet i dag, mindst 400 er bevaret.

Som noget nyt anlægges også bådformede røser hen over ligbålet, der kendes ca. 40 skibsrøser, hvoraf 15 endnu er bevaret. De kan være op til 30 m lange og have markeret åretolde og muligvis styreåre. Denne form for gravmonument bliver først almindelig meget senere i det øvrige Danmark.

En anden nyskabelse i perioden er de rejste bautasten. De kan ses både ved fladmarksgrave med og uden urner og i eller på høje og røser, men kan også stå - i hvert fald tilsyneladende - uden forbindelse til gravpladser. De fortsætter op i den følgende periode, men de enkeltstående, relativt store bautasten menes at stamme fra denne periode. De er altid uden indskrift, men de kan være forsynet med skåltegn (runde fordybninger). Det skønnes, at der i alt er ca. 250 - ud af tidligere over 1000 - bautasten bevaret på øen, hvoraf en del er fra yngre bronzealder. Store bautastensamlinger kan ses ved Gryet i Bodilsker og Louisenlund i Østermarie.

Nye i perioden er også helleristningerne, ikke blot i form af skålgruber på større sten, men hele billedfelter på relativt glatte, isskurede klippeflader. Man kan se indristede billeder af skibe i forskellige udformninger, fodtegn, hjulkors, soltegn og spiralmotiver, menneske- og dyrefigurer. De største helleristningsfelter findes på store sammenhængende klippeflader på Nordbornholm, øens største er feltet ved Madsebakke, og ved Blåholts Huse ses skibsbilleder på flere klippeflader.

Man har kendskab til et stort antal bopladser fra jernalderen, men de ligger alle under jorden og kendes kun fra udgravninger eller opsamlinger på markerne. De ligger alle i nogen afstand fra kysten, mellem 500 og 1.500 meter, og i regelen kun få hundrede m fra en gravplads. De magre udmarksområder i øens midte og langs kysten er stort set fri for egentlige bopladser.

Bautasten og bautastensamlinger fra bronze- og jernalder.	Bautasten med helleristninger (skåltegn). Stenen findes endnu tæt vest for Grødbyvejen nord for Runegård og Grødbyåen i Aaker. Tegning af A. P. Madsen.	Helleristningsgruppe på mark 50 m sydvest for Blåholtshus.

En stor del af de kendte områder med oldtidsbøndernes agre er fra jernalderen eller er blevet opgivet
i løbet af jernalderen. De ligger i dag ofte i skov, en del af dem i de tidligere sandede og magre områder i de gamle udmarker, og derfor har de overlevet til i dag. Der er nok tale om de yderste fremstød i marginale landbrugsområder, som er blevet opgivet igen, da befolkningspresset eller klimaet eller begge dele har ændret sig. Det er bemærkelsesværdigt, at de gamle skelvolde nogle steder falder sammen med de matrikelskel, der blev etableret o. 1800, men som altså har meget gamle aner på stedet.

Det er dog igen periodens grave, der er mest synlige i terrænet, især er de store gravfelter ved kysten imponerende med mange hundrede grave med forskellig udformning og brugt over mange århundreder. De ældste grave ligger mest markant - og kan stamme fra perioden forud - og efterfølgende gravlægninger er blevet placeret i grupper med gradvis større og større afstand til de første begravelser.

Jernalderen er en rig tid for øen, men har også efterladt spor efter kampe, både i grave og gravudstyr
og i offerfund af våben i moser. Bornholm lå ved de vigtige handelsruter i Østersøen, og der har fra tid til anden været brug for at kunne forsvare befolkningen mod indtrængende fjender. Der kendes fra jernalderen fire såkaldte tilflugtsborge, forsvarsanlæg med volde og grave på bakker eller klippeknolde, hvor folk og fæ kunne samles og forsvares: Gamleborg i Paradisbakkerne, Ringborgen, Borgen i Rø Plantage og et lille borganlæg ved Spællinge Mose i Rø. Også den senere udbyggede Gamleborg i Almindingen kan have været brugt som tilflugtsborg i jernalderen.

'Guldgubber' (små prægede guldplader) fra det rige boplads- og værkstedsområde 'Sorte Muld' ved Svaneke.	Bøgebjerg-gravfeltet i Risen syd for Østerlars by.	Gamleborg i Almindingen.

Der er ikke meget, der skiller vikingetiden fra den foregående periode. Gårdene har ofte ligget som enkeltgårde i rækker eller i gårdsamlinger, som generelt har været større og ofte ligget forskudt i forhold til den eksisterende gårdbebyggelse. Kun enkelte huse fra vikingetiden er udgravet, men på flyfotos er det i de senere år lykkedes at se konturerne af mange huse af vikingetidstype spredt i landskabet. Både bebyggelsesstrukturen med gårdrækker og sporene af hegn og veje ligner forholdene før udskiftningen i 1800-tallet.

Folk er også fortsat blevet gravlagt på de eksisterende gravpladser. Der kendes dog to større vikingegravpladser, den ene på Bøgebjerg i Risen, hvor et antal 'kammergrave' sat i sten (i resten af Danmark er de som regel bygget af træ) er frilagt, og en del runde og ovale stenlægninger formentlig dækker over andre grave. Den anden plads er anlagt på forstranden ved Lillevang syd for Gudhjem og har rummet ca. 250 grave, der ligger tæt side om side
i lange rækker, dækket af smukke geometriske stenlægninger (som dog kan være svære at skelne på den stenede strandbred).

De afdøde blev tillige mindet på runestenene, hvoraf hele 40 kendes fra Bornholm. De fleste er fra tiden efter øens kristning omkring 1050, men seks af dem menes at høre til den førkristne vikingetid. De er sat af en bror eller søn over familiemedlemmer, og de er som regel fundet et andet sted end det oprindelige, fordi de er blevet genbrugt i kirke- eller brobyggeri.

Vikingetiden var en blomstringstid for handel og transport, men også for stridigheder og hærtogter. Bornholms store centralt placerede borg, Gamleborg i Almindingen menes opført i ældre vikingetid omkring 8-900. Indgangene er opført i sten uden anvendelse af mørtel.