Bornholm er rig på forhistoriske forsvarsværker.
De mange anlæg vidner om, at øens placering i Østersøen var udsat. Forsvarsværkerne har i sagens natur haft til formål at beskytte mod fjender, som kom sejlende til øen og langs kysterne søgte efter steder, hvor de kunne komme i land og røve.

En stor del af forsvarsværkerne består af de såkaldte tilflugtsborge. De ligger som regel et stykke fra kysten, højt placeret og i områder, hvor åløb og stejle klippesider i sig selv indebærer en beskyttelse.

Ringborgen på Rispebjerg over for Borregaard i Pedersker var stor. En 78 gange 47 meter stor tilflugtsborg begrænset af en 15 meter høj brink ned mod Øle Å og - mod det jævne terræn - befæstet med en vinkelbøjet, høj vold med en udvendig, meterdyb grav.
Gamleborg i Almindingen er Bornholms største tilflugtsborg og ældste kongsborg. Den ligger på en 22 meter høj klippeknude. Borgen menes anlagt i vikingetiden og forbedret i den tidlige middelalder. Omkring 1150 blev den opgivet til fordel for Lilleborg, der blev anlagt som kongens borg i Almindingen. Lilleborg blev ødelagt under ærkebispestriden i 1259.
Lilleborg var indrettet på en høj klippeknude ud til Borresø. En betydelig borg.

De fleste af Bornholms gamle skanser eksisterer i dag kun som græsbegroede volde. Derfor er det svært at forestille sig, hvordan de oprindelig var indrettet. Det kan man imidlertid se ved skansen i Svaneke. Den er bygget op, som man mener, den har set ud.	Langeskanse ved Balka Strand er antagelig bygget allerede i vikingetiden. Skansen er 650 meter lang.	Fra luften bliver det tydeligt, hvor godt Hammershus er anbragt i landskabet med god udsigt til alle sider og beskyttet af ufremkommelige klippesider. Borgen havde kun én indgang.

Tilflugtsborgene blev bygget allerede i den ældste tid, men omkring år 1000 indtrådte en ændring. Da begyndte kystens befolkning at forsvare sig ved hjælp af kystskanserne. Disse skanser blev anlagt, hvor det var muligt at gøre landgang.

Kirkerne spillede også en rolle som forsvarsanlæg. Mest tydeligt kommer det til udtryk i de fire rundkirker Nylars, Nykirke, Olskirke og Østerlars. Også i nogle af de bornholmske langkirker har der været forsvarsindretninger i de svære vesttårne. Hammershus samt Lilleborg i Almindingen adskiller sig fra de andre forsvarsanlæg, idet de indgik som egentlige magtbastioner for kirken og kongemagten.

Efter tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1660 blev Bornholm Danmarks forpost mod øst, og det resulterede i bygningen af de omfattende fæstningsværker på Christiansø og ved Rønne. Fæstningsværkerne blev samtidig støttepunkter for den danske flåde.

Kystforsvarets skanser havde sammenhæng med de vigtige bavnehøje. Ved hjælp af bål på disse høje kunne man hurtigt alarmere i alle retninger, når en fjende kom til syne.

Kystskanserne lå tæt. I 1808 fandtes der så mange skanser langs Bornholms kyst, at der i gennemsnit var en for hver 400 meter. Alene mellem Rønne og Helligpeder, hvor kysten gav gode landingsmuligheder, var der skanser for hver 150 meter. I 1870 var der stadig 200 skanser langs øens kyst, 100 af dem er bevaret. De fremstår som lave volde anlagt nær strandkanten på kyststrækninger, hvor fjenden har kunnet gøre landgang. Fra 1613 til 1867 havde øen sit eget værn, hvor indbyggerne havde tjenestepligt. Kystens skanseanlæg blev betjent af vagtværnet.

Langeskanse ved Balka Strand er en af de mest imponerende kystskanser. Den er 650 meter lang og dækker den del af kysten, hvor en landgang var mest sandsynlig. Skansen menes at være grundlagt allerede i vikingetiden. Ved Sose Strand er der en 130 meter lang skanse.
De ældste skanseanlæg ligger ved Blykobbe, Sorthat, Sandvig og Melsted. De synlige rester af kystforsvaret er skanserne, men som nævnt var også bavnehøjene vigtige. Omkring 1750 var der cirka 30 bavnehøje, et halvt hundrede år senere var der mere end 50 bavner. Ved skanserne var der ofte bygget vagt- og krudthuse. I 1750 var der registreret en snes vagt- og krudthuse. De blev senere erstattet af færre og større magasinbygninger.

Selvom der ikke er nogen pålidelig datering af rund-kirkerne, så tyder meget på, at de blev bygget som forsvarsværker da Østersøens pirater, venderne, hærgede. Kirkerne er næppe bygget senere end 1150. Når man anskuer kirkerne som forsvarsanlæg, så skal man huske, at de karakteristiske, kegleformede tage først er tilbygget i sen middelalder.

Ved flere af Bornholms større gårde har der været volde og voldgrave. Ved Store Myregård består voldstedet af en rund, stenbefæstet holm, som har været omgivet af vand. Det antages, at der har været et forsvarstårn på holmen.	I første del af 1800-tallet afløstes de mange små krudt- og vagthuse langs kysterne af færre og større magasinbygninger på militsens øvelsespladser. Her er det magasinbygningen i Svaneke.	Omkring nogle af de større proprietærgårde har der været anlagt volde og grave til deres egen befæstning. Voldstedet ved Store Myregård består af en rund holm, på hvis sider der har været en sluttet stenring. Holmen har været omgivet dels af en dam og dels af en smal vandgrav. Holmen formodes at have rummet et forsvarstårn.

Det er ydermurene, som vidner om det oprindelige forsvarsformål. Med rundkirken i Østerlars som eksempel kan man se, at der rundt langs muren i tredje etage har været en vægter- eller skyttegang.

Arkitekturen. Kirkerne spillede en stor rolle i det bornholmske forsvar. Kort 1:250.000.	Historien. Så tæt lå skanserne langs Bornholms kyst. Kort 1:500.000.	Øverste stokværk i Olskirke. Her kan man danne sig et indtryk af, hvordan kirken har fungeret som forsvarsværk. Gennem skydeskårene er der god udsigt til alle sider.

Her har muren haft karakter af et brystværn, muligvis forsynet med skydeskår og tinder. I rundkirken i Nylars er der også en vægtergang i øverste etage. Ydermuren er efterfølgende blevet påmuret en række høje tinder med mellemliggende skydeskår. Olskirke har lidt mere snedige forsvarsmæssige indretninger, for eksempel er der spor af et galleri lige over koret.

Hammershus er det mest imponerende forsvarsværk på Bornholm, Nordeuropas største af sin art. Fæstningen blev bygget i middelalderen typisk for sin tid med rækker af mure uden om forborgene, slotsgården og den centrale gård med det store tårn. Fra landsiden var der kun en enkelt adgangsvej, og den førte over slotsbroen, hvor en svag drejning af vej og bro vanskeliggjorde brug af rambuk mod tårnet. Slottet mistede sin betydning i løbet af 1600-tallet. Slottet blev fredet i 1822, og dermed sattes en stopper for nedbrydningen.

Plan og snit af kanonbatteri.	Hammershus set fra nord ved Hammerhavn, hvor den strategiske beliggenhed skabt af de naturgivne forhold tydeligt træder frem.	Ringborgen på Rispebjerg har en tydelig strategisk beliggenhed, hvor de naturgivne forhold har spillet en afgørende rolle.