Kulturhistorien
Flertallet
af de 40 runesten, som kendes fra Bornholm, har fået deres indskrifter
efter kristningen af øen i midten af 1000-tallet. De er som
regel sat til minde om en stormand, men nu påkaldes Kristus,
Guds Moder eller Sankt Mikael som hjælp i det hinsides. Runestenene
står i dag ved kirkerne, men deres oprindelige placering er
ukendt. De kan have stået ved de første 'privat'-kirker
af træ, som kan have været opført ved de tidligt-kristne
gravpladser, der kendes ved f.eks. Ndr. Grødbygård, Runegård
og Munkegård, og som ikke respekterer den senere sogneinddeling.
I årene mellem 1150 og1250 opførtes øens 15
romanske stenkirker, hvoraf de 12 endnu er bevaret. Der er tale
om to hovedformer, langkirker og rundkirker, begge med kor og apsis,
og langkirkerne, på nær Peders og Povls, har haft svære,
romanske vesttårne. De er opført af lokale byggesten,
men udsmykningen viser mod ærkebispesædet og domkirken
i Lund.
At kirkerne udover at tjene sogneboernes sjælelige behov
også har haft en funktion som magasiner og forsvarsværker
i ufredstider, tyder både rundkirkernes øvre stokværk
og de svære romanske vesttårne på.
Bornholm
var i den tidlige middelalder krongods, men allerede i midten af
1100-årene blev tre af øens fire herreder overdraget
til ærkebispesædet i Lund, i hvis varetægt de
- og efterhånden også det fjerde herred - forblev med
afbrydelser frem til begyndelsen af 1500-årene.
Bornholm var dog en del af det danske rige og skulle kunne forvaltes
og forsvares mod ydre fjender, så en kongelig borg var nødvendig.
Gamleborg i Almindingen, blev udbygget med forsvarsmure i sten og
mørtel muligvis allerede i 1000-tallet, men var i længden
for stor og vanskelig at forsvare, så i stedet anlagdes i
midten af 1100-årene - mindre en 1 km væk - den meget
mindre Lilleborg som hovedborg for øen. Lilleborg skal være
'ødelagt i bund og grund' (som det siges i anklageskriftet
mod ærkebiskop Jacob Erlandsen i 1264) i 1259, og den genopbygges
ikke, men i stedet påbegyndes udbygningen af Hammershus nordligst
på øen.
Landbebyggelsen
med enkeltgårde i klynger eller rækker kan føres
tilbage til før vikingetiden. Mange af vikingetidens gårde,
hvis langhuse og andre bygninger bl. a. kan ses fra luften som farveforskelle
i kornet i tørre somre, blev omkring 1200 nedlagt og nyopført
i nærheden på de steder, hvor gårdene også
har ligget i historisk tid og mange endnu ligger.
Også hegns- og vejstrukturen og systemet med indmarker nogenlunde
samlet ved gårdene og lange, inddigede fægyder eller
drivgader, der leder til udmarken eller fællesgræsningen
på den magre jord i Almindingen og strandmarkerne ved kysterne,
ser ud til at være veletableret i den tidlige middelalder.
Ved kysterne har det store efterårsfiskeri efter sild betydet
opførelse af fiskerboder, hvis tomter aftegner sig som ovale
fordybninger omgivet af lave volde. De er især bevaret på
øst- og sydøstkysten og kan bedst ses ved Bølshavn
nær Gyldenåens udløb og ved Skarvigen syd for
Nexø. De fleste boder menes opgivet omkring 1500, hvor store
sildestimer forsvinder.
Efter
ødelæggelsen af Lilleborg blev Hammershus udbygget
som øens stærke fæstning. De centrale dele, Manteltårnet
og den indre borg, er ældst og formentlig fra midten af 1200-årene,
mens de ydre forsvarsværker og de mange forskellige bygninger
er kommet til i løbet af de følgende århundreder.
De største af fiskerlejerne og ladepladserne ved kysten,
der efterhånden blev til egentlige byer, fik kapeller i løbet
af senmiddelalderen, men også andre steder langs kysten, hvor
der blev fisket og handlet om efteråret under det store sildefiskeri,
blev der bygget små kapeller.
Pest
og landbrugskrise i midten af 1300-årene betød en tilbagegang
i befolkningstallet, men også et nedsat pres på ressourcer,
der kan have medført tilgroning af agre og gode vækstbetingelser
i de ellers altid hårdt udnyttede skov- og græsningsområder,
hvor træerne fik ro til at gro op over bidehøjde.
Gårdene ser dog ud til at være blevet genopbygget,
hvis de har ligget øde, og det spredte bebyggelsesmønster
fastholdes.
 |
Bedegade i Klemensker.
De ældste matrikelkort gengiver
et detaljeret billede
af landskabet og bebyggelsen samt hegningsforholdene på
Bornholm før landbrugsreformerne i 1800-tallet.
På kortet er den gamle drivgade
(bedegade) fremhævet. Gaden førte fra de tre
Bedegadegårde, nord
for Klemens Kirke, mod øst til Højlyngen. Af
kortet fremgår, at udmarksgrænsen er blevet flyttet.
Det indtagne jordstykke imellem ind- og udmark kaldes fortoug.
Gårdene ses fremhævet med en cirkel. Tegnet af
Steenberg 1817.
|
Under
de mange stridigheder mellem ærkebispesædet i Lund og
den danske konge, blev Hammershus, som lå under bispesædet,
indtaget af kongen flere gange. Men indtil 1522 blev borgen og øen
hver gang leveret tilbage til ærkebispesædet. De første
årtier af 1500tallet synes at have været fyldt med problemer
for den bornholmske befolkning, men et lyspunkt i elendigheden var
der dog. I 1512 oprettede man en 'latinskole' i Rønne; den
fortsatte med nogle afbrydelser og er i dag Bornholms Regionskommunes
gymnasium.
I 1522 indtog lybækkerne imidlertid også Hammershus;
de ønskede et naturligt støttepunkt for deres handelstogter
i Østersøen. Allerede 1509-11 havde der været
lybske plyndringstogter til øen, og man mener, at skanserne
langs øens kyster blev udbygget væsentligt i disse
år. Ulykkeligvis for bornholmerne gav Frederik I lybækkerne
Bornholm som len i 50 år, fra 1525 til 1576, som belønning
for at de i stridighederne mellem Christian II og Frederik I stillede
sig på den sejrende konges side. Den danske konge beholdt
dog overhøjheden og den gejstlige jurisdiktion, dvs. at han
havde en foged og en dommer på øen, som kunne tage
sig af klager over lybækkerne, og at øens præster
var danske.
Men det var lybske fogeder, der styrede og beskattede befolkningen.
Den første var Berent Knop (1525-43), som er kendt for sin
brandbeskatning af øen. Under 'grevens fejde', hvor lybækkerne
efter Frederik Is død forsøgte at hjælpe Christian
II på tronen igen, kom det til uroligheder. Det blev Christian
III der blev konge, og i 1535 forsøgte indbyggerne, opmuntret
af kongen, at bekæmpe lybækkerne, men blev slået
på Ugleenge syd for Aakirkeby. Årsagen til opstanden
var utilfredshed med den belastende beskatning, som efterfølgende
dog blev lempet. Schweder Ketting (1556-73) er også husket
af bornholmerne; han var efter forholdene bornholmerne en god mand.
Hans gravsten findes i Aa Kirke. Det lykkedes i 1576 Frederik II
at få overdraget Bornholm. Da lybækkerne indtog Hammershus
i 1522 blev borgen ødelagt. I de følgende år
blev der investeret mange ressourcer i den gamle borg, som fremtrådte
som et stort, men vedligeholdelsesmæssigt belastende anlæg,
da de forlod øen i 1576.
Efter lybækkertiden blev Bornholm et dansk len. Lensmanden
tog bolig på Hammershus, og herfra opkrævede han de
skatter og afgifter, han havde pligt til. Da Hammershus efterhånden
må have været i temmelig dårlig stand, flyttede
han efter nogle år til Lensgård i Østerlars,
og senere lensmænd boede på forskellige gårde
på øen eller i Rønne. Selv om ærkebispesædet
havde måttet aflevere Bornholm til den danske konge i 1522,
så bevarede det sit gods på øen indtil 1541.
Trods reformationen i 1536 fortsatte de fleste katolske præster
i embedet.
I 1500-tallet fik flere kirker lybske altertavler og blev forsynet
med kalkmalerier, men en virkelig ændring af kirkerummet i
forlængelse af reformationen, skete først i slutningen
af århundredet, hvor kirkerne som noget nyt blev forsynede
med prædikestole og altertavler i reformatorisk 'stil', dvs.
i renæssance-/barokstil uden billeder, men med skriftsteder
i tavlens felter. Nu havde menigheden også tilladelse til
at sidde ned, når præsten prædikede. Derfor blev
kirkerummet indrettet med stolestader; enkelte er stadig bevaret,
f.eks. i Allinge Kirke.
1600-tallet var en barsk tid, med pest og svensk besættelse
og en dramatisk tilbageerobring 1658. Der var stor udskiftning blandt
øens lensmænd, og kun Holger Rosenkrantz styrede øen
i en længere periode, nemlig fra 1625 til 1645. Årene
fra 1576
til 1645 var stort set rolige - uden krigshandlinger. Men det var
hårde tider! Århundredet blev præget af flere
ulykkelige begivenheder, hvoraf den ene endte godt - efter historiefortællerne
at dømme! I 1613 oprettede Christian IV under et besøg
på Hammershus 'Bornholms Milice' bestående af fire herredskompagnier
med bornholmske officerer og menige. Tanken var, at hver våbenfør
bornholmer skulle være med til at forsvare sin ø. Det
var den første, varige forsvarsordning, som bestod indtil
1867.
Men Milicens ledende officer svigtede, da svenskerne i 1645 gik
i land under general Wrangell. Nexø blev plyndret, idet man
tabte et slag ved Malkværnskansen syd for byen, og Hammershus
blev indtaget; i fire måneder blev øen brutalt udplyndret.
Men ved fredsforhandlingerne i Brømsebro nægtede Christian
IV at afstå Bornholm. Ny lensmand på Bornholm blev Ebbe
Ulfeld, som var gift med kongens datter Hedevig. Hans adfærd
var imidlertid så belastende, at han blev afsat efter Christian
IV's død. Den næste lensmand, Joakim Gersdorff, var
statholder i - og dermed også bosat i - København og
styrede øen ved hjælp af lensskrivere.
Ved
Roskildefreden i 1658 måtte Frederik III afstå Bornholm
til Sverige sammen med Skåne, Halland og Blekinge. Øen
blev besat af oberst Johan Printzensköld, som mod sin vilje,
men på den svenske kong Carl Gustafs krav, pålagde befolkningen
store skatter. På den danske konges initiativ samledes en
række af øens ansete borgere under ledelse af bl.a.
præsten Poul Ancher, byfoged Niels Gumløes og købmand
Jens Koefoed. Det lykkedes dem at dræbe Printzensköld
i Rønne, og siden indtog de uden problemer Hammershus, hvor
den svenske besættelsesmagt holdt til. En deputation fra Bornholm
overdrog med et gavebrev, dateret 29. december 1658, øen
til Frederik III og hans arvinger som evig arv og eje. Til gengæld
fik borgerne en række privilegier og rettigheder af kongen.
Enkelte skatteprivilegier bestod helt til 1903. Et synligt minde
om disse begivenheder er den sten i Storegade i Rønne, hvor
Printzensköld blev skudt, og et epitafium i Østermarie
Kirke, som forestiller Jens Koefoed, hans to hustruer og 29 børn.
Svenskerne gav imidlertid ikke slip på øen for ingenting.
Fem tønder guld kostede det den danske konge, som få
år senere forlangte, at bornholmerne selv betalte prisen med
påløbne renter. Det kunne og ville de imidlertid ikke.
Efter 'tilbageerobringen' blev Bornholm ledet af guvernører,
som besad både amtmands- og kommandantembedet. De var øverste
myndighed på Bornholm, selv efter enevældens indførelse
i 1660, hvor Danmark blev opdelt i amter. I 1680'erne blev Hammershus
opgivet som fæstning; til gengæld anlagde man Christiansø
og påbegyndte en befæstning af Rønne med bygning
af Kasteltårnet i byens sydlige udkant. Også Milicen
blev styrket i årene efter svenskekrigene. Frygten for arvefjenden
var stor og kostede den danske stat mange penge. Forsvarsværkerne
er endnu synlige minder om denne turbulente periode.
Christian IV interesserede sig for udnyttelsen af landets egne
ressourcer. Således satte han gang i et 'bjergværk'
i Vestermarie, hvor der var fundet sølvmalm; men det gav
ikke noget udbytte. Heller ikke forsøg på kulbrydning
syd for Hasle lykkedes eller salpeterudvinding ved Aakirkeby, anvendelse
af limensgadesten som bygningssten eller det bornholmske lers anvendelighed
til mursten. Fremsynede planer, som godt nok ikke lykkedes for Christian
IV, men som senere fik betydning for øens erhvervsliv.
I
1600-tallet var kvægavlen den vigtigste side af landbruget,
skønt kreaturerne bestemt ikke blev fede af at græsse
i Højlyngen. Kornavlen kunne ikke dække øens
eget forbrug, så man måtte købe korn for en del
af det overskud, man fik for det udførte kvæg. Kvægavlens
betydning fremgår tydeligt af smørskatten, som var
den tungeste byrde, der var lagt på bøndernes skuldre.
Imidlertid var slutningen af 1600-årene prægede af tørke
og misvækst, folk måtte gå fra gård og hus,
og kronen overtog flere gårde på grund af skatterestancer.
Enkelte af byernes borgere opkøbte gårde på landet
og drev ofte på en gang både landbrug og søfart.
Det var en driftighed, som til alt held hjalp øen gennem
1600-tallets mange genvordigheder. Endnu ca. 100 år efter
1576 drev bornholmerne en livlig handel med Lybæk. Til gengæld
havde det gamle sildefiskeri ikke længere nogen handelsmæssig
betydning.
Bornholmerne blev hjemsøgt af pest i årene 1602, 1618
og 1630, 1637 og 1638. Pesten i 1618 var værst, da døde
5.200 mennesker, formentlig to femtedele af befolkningen. Igen i
1653-54 hærgede en alvorlig pest, hvor næsten lige så
mange mennesker omkom. Pesttavlerne i flere af øens kirker
er sørgelige minder om disse forfærdelige tider.
Efter
afslutningen på Store nordiske Krig 1709-20 blev forholdene
på Bornholm og i Østersøen så fredelige,
at handelen efterhånden begyndte at udvikle sig positivt.
Milicen havde kun nået at løsne skud et par gange -
i 1710 og 1716 - og et angreb på Sandvig blev afværget
uden vanskelighed. Resten af århundredet forløb uden
nogen krigsudgydelse.
Med de fredeligere tider blomstrede landbruget og de bornholmske
erhverv: pottemagerne i Rønne blev flere og flere, og i 1745
begyndte man efter engelsk forbillede at producere bornholmerure;
især disse blev helt frem til slutningen af 1800-årene
nærmest et varemærke for øen. Christian IV's
gamle drøm om at udnytte Bornholms egne ressourcer begyndte
så småt at blive realiseret med en voksende industri
fra slutningen af 1700-årene: fajance fra Davenports fabrik
i Rønne, kul fra Hasleegnen, sandstensbrydning ved Frederiks
Stenbrud nord for Nexø m.m. - alt sammen af afgørende
betydning for øens økonomiske udvikling.
Siden de ældste tider var de bornholmske gårde inddelt
som selvejergårde og vornedgårde; derudover var der
enkelte store proprietærgårde, som f.eks. Lensgård
i Østerlars. I 1744 solgte Christian VI på en offentlig
auktion alt kronens gods for at kunne finansiere bygningen af Christiansborg.
Siden da har alle bornholmske gårde været selvejergårde.
En ejendommelig gammel skik bestod i, at gårdene nedarvedes
udelt til den yngste søn (gårddrønten). Hvis
der ikke var nogen søn, da til den ældste datter. Skikken
blev lovfæstet ved en forordning i 1773, hvilket betød,
at det blev opfattet som et privilegium at besidde en bornholmsk
gård, og der udvikledes en udpræget standsfølelse.
Først ved lov af 1887 ophævedes denne forordning. Tilværelsen
kunne til gengæld være barsk for småkårsfolk,
som ernærede sig ved forskelligt småhåndværk
eller slog sig ned på landet på ganske små ejendomme
og tjente til dagen og vejen som daglejere, fiskere el.lign.
Rønne
og Nexø havde allerede i 1700-tallet relativt store handelsflåder.
Den voksende sejlskibsflåde afsatte øens rigdomme såsom
landbrugsprodukter, råstoffer, lertøj, bornholmerure
hjemmevævede tekstiler m.v. i Danmark og landene omkring Østersøen.
Den øgede velstand, som det naturligt medførte, afspejledes
efterhånden i det nybyggeri, som især tog fart i 1700-tallets
slutning. Fiskeriet var imidlertid beskedent og bestod udelukkende
af kystfiskeri med små, åbne sejlbåde. Der var
små, beskedne fiskerlejer langs øens kyster. Lidt bedre
var forholdene for fiskerne i de større byer.
Administrativt
var Bornholm ledet af amtmænd og kommandanter med bopæl
i Rønne. Den første egentlige amtmand - der ikke også
var kommandant - var J. C. Urne, som især på grund af
sin Bornholms- beskrivelse huskes i dag. Hans arbejde blev brugt
som oplæg til to af århundredets store topografiske
beskrivelser: Lauritz de Thurahs Bornholmsbeskrivelse fra 1756 og
Erik Pontoppidans fra 1767. Med hans afgang i 1780 blev amtmandsembedet
nedlagt til bornholmernes store fortrydelse. I 1787 udnævntes
derfor en ny amtmand, nordmanden Christen Heiberg, som slog sig
ned i Nexø.
Århundredet indledtes brat med Englænderkrigene 1807-1814,
som bortset fra et par skudepisoder dog ikke betød nogen
ødelæggelse af Bornholm. De gamle kystskanser blev
udbygget, hvilket især øens mange kaperskibe havde
gavn af. Intet sted i Danmark blev kaperiet drevet med så
stor iver som fra Bornholm. De bornholmske kapere tog 'priser' fra
engelske orlogsskibe, dvs. at man kaprede skibene, som blev solgt
på auktioner, hvilket var en god økonomisk indsprøjtning
i det fattige, bornholmske samfund. Resten af århundredet
var fredeligt; kun ganske få frivillige deltog i krigene mod
Preussen
i 1848-50 og i nederlaget i 1864. Milicen, således som Chr.
IV havde bestemt den, bestod til 1867, hvorefter Bornholm indordnedes
i det almindelige værn, dog således, at bornholmerne
kun havde to års værnepligt, hvorefter man indtrådte
i øens særlige Bornholmske Væbning med pligt
til at deltage i øens forsvar. Denne ordning blev ophævet
i 1923, hvorefter Bornholm i militær henseende blev ligestillet
med resten af landet.
En af øens succesfulde kaperkaptajner, hvis togter strakte
sig helt til Skotland, var Caspar H. Wolffsen, som endda som belønning
blev udnævnt som ridder. For den formue, han havde skabt sig,
lykkedes det hans søn at grundlægge fabrikken Søholm,
som producerede den efterhånden så kendte gule, bornholmske
fajance. Fabrikken Spietz havde været virksom siden århundredskiftet,
og senere fulgte mange terracotta- og fajancefabrikker, i alt ca.
25, der blev afgørende for øens økonomiske
fremtid
og gav Bornholm et renommé som en keramikø.
En forudsætning for denne industri var dels de gode lerforekomster
ved Rønne, dels de gode afsætningsmuligheder, som øens
sejlskibsflåde sørgede for. Denne muliggjorde også
en yderligere udnyttelse af øens unikke råstoffer,
både granit, sandsten, cementsten, kaolin m.v. Industrien
udvikledes så meget, at man kom til at mangle arbejdskraft,
og århundredets anden halvdel så en voksende indvandring
af svenske gæstearbejdere. De fik fortrinsvis arbejde i stenindustrien
og i landbruget. Mange blev efter en generation fuldt integreret
i det bornholmske samfund.
Landbruget
ekspanderede vældigt i 1800-årene. Nye redskaber, afgrøder,
svin og kvæg ændrede landmandens daglige liv. Højlyngen,
det store naturområde inde midt på øen, blev
udstykket og delt - efter mange hede debatter om retten til udmarken.
Endelig stiftedes i 1852 Bornholms landøkonomiske Forening.
Herfra spredtes viden om et moderne og rentabelt landbrug. Sidst
i århundredet etableredes mejerier i hvert af øens
sogne, et, Østermarie, fik endda to, fordi missionske kredse
her ikke mente, at man kunne bearbejde mælk om søndagen.
Bornholm blev flæske- og smørproducerende, og til det
brug kom et andelssvineslagteri i 1890 samt andelsfoderstofforeninger
i hvert sogn.
I sidste del af århundredet udbyggede man øens mange
havne, især fordi fiskerne fra at have benyttet mindre åbne
både og de lidt større 'eger' gik over til at benytte
store dæksbåde bl.a. til vinterfiskeri. Sejlskibsflåden
voksede støt i 1800-årene. Man udvidede sine handelsmarkeder,
deltog bl.a. i 'robbefangsten' (dvs. fangst af sæler hvorfra
man fik tran til belysning) i det nordlige ishav. Da det blev udkonkurreret
af stenolie og petroleum fra Amerika, sejlede man
i 'kryolitfart' på Sydgrønland og deltog i handelen
på Island. I 1850 fik Bornholm sin første damper 'Valdemar',
der skulle holde forbindelsen til Danmark ved lige en gang om ugen
i sommertiden. 1857 kom hjuldamperen 'Hjalmar', nu skulle der være
to afgange om ugen i sommerhalvåret; men
det kunne endda knibe. Først da man i 1866 stiftede Dampskibsselskabet
Bornholm, fik man en regelmæssig forbindelse til det øvrige
land, dog først fra 1873 hele året. I 1877 kom det
Østbornholmske Dampskibsselskab til.
Politisk markerede bornholmerne sig beskedent i forhold til øens
størrelse. I intet amt var valgdeltagelsen i 1848 så
ringe som her. Til den grundlovsgivende rigsforsamling valgtes en
af øens største landmænd, proprietær A.
S. Stender og den kendte sprogprofessor J. N. Madvig fra Svaneke.
Man samledes om øens kendte og ansete mænd. Grundloven
blev vedtaget i 1849, og i årene efter byggedes råd-
og tinghuse i øens byer. Bornholms ældste avis fra
1828, 'Bornholms Avis', vejledte ikke befolkningen politisk, og
først da 'Bornholms Tidende' i 1866 kom til, blev der sat
gang i samfundsdebatten. Kort før århundredskiftet
kom fagforeningsbevægelsen til øen, og med 'Bornholms
Social-Demokrat' fra 1902 spredtes nye socialistiske ideer.
Enkelte læger havde haft deres virke på Bornholm
i 1700-årene. Men det var dog først i løbet
af 1800tallet, at de kloge mænd og koner blev erstattet af
en professionelt uddannet lægestand. Rønne fik sit
første sygehus i 1822, Nexø sit i 1825, men det blev
hurtigt nedlagt igen. Rønnes sygehus havde en omskiftelig
tilværelse; i 1853 byggedes to grundmurede bygninger på
det sted, der senere blev til Sct. Mortensgade. Da det flyttede
ud i det nybyggede Bornholms Amtssygehus i Rønne syd i 1892,
overtog Bornholms Museum det gamle sygehus.
Bortset fra Rønne (der havde sin latinskole) havde de bornholmske
byer skoler fra midten af 1700-tallet. Rønne fik sin første
folkeskole i 1808. Men med almueskoleloven fra 1814 blev der sat
gang i skolebyggeriet, og i 1820'erne var der skoler i alle sogne.
Da det så kneb med lærere, oprettede man endda et lærerseminarium
i Nylars. Også den almindelige kulturelle interesse var voksende
i 1800-årene; den første højskole blev grundlagt
i Aakirkeby i 1856, begyndelsen var imidlertid svær, og først
højskolen
i Ekkodalen, der blev bygget i 1893, viste sig at være bæredygtig.
Rønne fik sin egen dilettantkomedie i 1823, og Bornholms
Museum blev stiftet i 1893. Det bornholmske særpræg
var ved at forsvinde; men med egnsteater og museum kunne man holde
fast i en del af fortiden.
1 Verdenskrig fulgte bornholmerne med største interessere
i øens aviser, men bortset fra dyrtid og rationeringer mærkede
man ikke meget til krigen. Derimod satte 2 Verdenskrig fra 1940-1946
sine voldsomme spor på øen. Først med en 'fredelig'
tysk besættelse. Men da tyskerne led nederlag på østfronten,
og både soldater og civile måtte flygte i millionvis
fra den Røde Armé, nåede krigens alvor også
bornholmerne.
År 1900 indviedes øens første jernbanelinje
fra Rønne til Nexø; en vigtig forudsætning for
landbrugets fortsatte udvikling og ekspandering med deraf afhængige
erhverv. I de kommende år blev det meste af Bornholm dækket
af et jernbanenet. Nogle få af de virksomheder, der som sit
grundlag havde øens råstoffer eller fiskeri, oplevede
stagnationen
i 1920'erne, men voksede sig store under 2 Verdenskrig, hvor man
var afskåret fra import udefra, til gunst for de virksomheder,
der forarbejdede øens egne råstoffer og produkter.
I fredsperioder var turismen en voksende indtægtskilde for
øen med den unikke og alsidige natur. Trafikken til vands
og i luften blev bedre og blev demokratiseret; den første
faste forbindelse i luften kom til i begyndelsen af 2 Verdenskrig,
hvor havet var usikkert pga. mineudlægninger.
Ved århundredskiftet høstede de bornholmske landmænd
af andelstidens investeringer; men man manglede personale og ansatte
polske og svenske sæsonarbejdere. Landbrugsredskaberne udvikledes
støt, traktorer erstattede hestene, mejetærskere gjorde
høstarbejdet lettere, og nye dyrkningsformer og mere industrialiserede
produktioner ændrede landbruget fra små familiedrevne
enheder til store effektive en- eller tomandsdrevne 'fabriksvirksomheder'.
Landbruget oplevede trygge og stabile tider helt frem til 1950'erne,
hvor en ny efterkrigstid vendte
op og ned på mangt og meget.
|
|
|
Snellemark i Rønne, set ned mod havnen.
Bombardementerne af Rønne og Nexø var voldsomme
og ødelagde store dele af de to byers gamle bydele.
Heldigvis var der ikke mange omkomne. Af Rønnes ca.
3.400 ejendomme var kun 3-400 uden skader; af Nexøs
959 ejendomme var samtlige beskadigede mere eller mindre.
Genopbygningen blev først afsluttet i 1956, hvor man
afviklede 'Arkitekthjælpen', som havde haft til formål
at sikre, at 'genopbygningen blev foretaget i overensstemmelse
med hævdvunden byggeskik i de to byer'. Foto Kaare Rasmussen/Bornholms
Museum 1945.
|
Den bornholmske jernbane fik stor betydning
ikke mindst for landbrugets udvikling i første halvdel
af 1900-årene, men også for øens samfærdsel
og turisme. Første banestrækning åbnede
mellem Rønne og Nexø 1900. Allingebanen kom
til i 1913 og Gudhjembanen i 1916. Størst betydning
fik banen fra midten af 1930'erne til begyndelsen af 1950'erne.
Derefter begyndte man at lukke banerne, sidst Nexøbanen,
hvis sidste tog kørte i 1968. Foto Bornholms Museum.
|
BornholmsTrafikkens 'Poul Anker', som sammen
med søsterskibet 'Jens Kofoed' - opkaldt efter to bornholmske
helte fra befrielsen af Bornholm i 1658, har sejlet vandene
mellem Bornholm, Danmark, Skåne og Rügen tyndt
siden 1978.
|
Fiskerne fik motorer i bådene i årene efter 1900 og
fik mulighed for fiskeri året rundt. Fiskerihavnene udbyggedes,
bådene blev større og større, og fiskeriet blev
udvidet til også at foregå i Nordsøen, ved Grønland
og under mere eksotiske himmelstrøg. Det lille silderøgeri
blev nedlagt, fabrikker tog over og fiskeindustrien fik stadig større
betydning for, det bornholmske erhvervsliv. Ved århundredets
slutning satte fiskekvoter en brat stopper for udviklingen - havene
var måske ved at være tømt for fisk. De sidste
sejlskibe taklede af i århundredets første årtier.
Dampskibe og motorbåde tog over. Men det var snart urentabelt
med den megen indenlandske skibstransport, det blev et udbygget
vejnet med broer og en effektiv, rullende godstransport, hvad enten
det foregik med jernbane eller lastvogne, der udkonkurrerede den
gamle, traditionelle skibstrafik. Østbornholmske blev nedlagt,
det gamle Dampskibsselskab 1866 blev overtaget af Bornholms Trafikken,
rationaliseringens gevinst blev udlignet af stadig større
krav til serviceniveau og effektivitet.
De 15 gamle sogne og købstæderne seks i alt fortsatte
1800-årenes styreform frem til kommunalreformen i 1970, hvor
centraliseringen slog igennem. Nu var fem kommuner og et amt klædt
på til nye tider, der dog blot kom til at vare 32 år.
Århundredet kulminerede med beslutningen om at sammenlægge
amt og kommuner til en enhed, regionskommunen. Bornholmerne tog
hul på et nyt årtusinde, hvor man med stor befolkningstilslutning
nedlagde øens fem kommuner og amtet og tilsluttede sig en
centraliseret styreform. Med det ny årtusinde fulgte Øresundsbro
og katamaran, som betød, at man kom tættere på
hovedlandet; og militæret blev reduceret væsentligt
som et resultat af afslutningen af 50 år med en koldkrigsplaget
verden.
Ingen kan spå om fremtiden. Hvad den må bringe for
øen med den omtumlede historie midt i Østersøen,
er der ingen, der ved. Men kigger man i krystalkuglen, er der forhåbentlig
nogen, der kan få øje på en rig og fredelig fremtid,
hvor indtjeningen måske ikke ligger i store industrivirksomheder,
men snarere i de nye udfordringer det digitale samfund bringer med
sig med fjernarbejdspladser og integritet i det globale samfund.
|