Kulturhistorien

Bornholm i middelalderen

I årene mellem 1150 og1250 opførtes øens 15 romanske stenkirker, hvoraf de 12 endnu er bevaret. Der er tale om to hovedformer, langkirker og rundkirker, begge med kor og apsis, og langkirkerne, på nær Peders og Povls, har haft svære, romanske vesttårne. De er opført af lokale byggesten, men udsmykningen viser mod ærkebispesædet og domkirken i Lund.

At kirkerne udover at tjene sogneboernes sjælelige behov også har haft en funktion som magasiner og forsvarsværker i ufredstider, tyder både rundkirkernes øvre stokværk og de svære romanske vesttårne på.

Bornholm var i den tidlige middelalder krongods, men allerede i midten af 1100-årene blev tre af øens fire herreder overdraget til ærkebispesædet i Lund, i hvis varetægt de - og efterhånden også det fjerde herred - forblev med afbrydelser frem til begyndelsen af 1500-årene.

Bornholm var dog en del af det danske rige og skulle kunne forvaltes og forsvares mod ydre fjender, så en kongelig borg var nødvendig. Gamleborg i Almindingen, blev udbygget med forsvarsmure i sten og mørtel muligvis allerede i 1000-tallet, men var i længden for stor og vanskelig at forsvare, så i stedet anlagdes i midten af 1100-årene - mindre en 1 km væk - den meget mindre Lilleborg som hovedborg for øen. Lilleborg skal være 'ødelagt i bund og grund' (som det siges i anklageskriftet mod ærkebiskop Jacob Erlandsen i 1264) i 1259, og den genopbygges ikke, men i stedet påbegyndes udbygningen af Hammershus nordligst på øen.

Landbebyggelsen med enkeltgårde i klynger eller rækker kan føres tilbage til før vikingetiden. Mange af vikingetidens gårde, hvis langhuse og andre bygninger bl. a. kan ses fra luften som farveforskelle i kornet i tørre somre, blev omkring 1200 nedlagt og nyopført i nærheden på de steder, hvor gårdene også har ligget i historisk tid og mange endnu ligger.
Også hegns- og vejstrukturen og systemet med indmarker nogenlunde samlet ved gårdene og lange, inddigede fægyder eller drivgader, der leder til udmarken eller fællesgræsningen på den magre jord i Almindingen og strandmarkerne ved kysterne, ser ud til at være veletableret i den tidlige middelalder.

Ved kysterne har det store efterårsfiskeri efter sild betydet opførelse af fiskerboder, hvis tomter aftegner sig som ovale fordybninger omgivet af lave volde. De er især bevaret på øst- og sydøstkysten og kan bedst ses ved Bølshavn nær Gyldenåens udløb og ved Skarvigen syd for Nexø. De fleste boder menes opgivet omkring 1500, hvor store sildestimer forsvinder.

Efter ødelæggelsen af Lilleborg blev Hammershus udbygget som øens stærke fæstning. De centrale dele, Manteltårnet og den indre borg, er ældst og formentlig fra midten af 1200-årene, mens de ydre forsvarsværker og de mange forskellige bygninger er kommet til i løbet af de følgende århundreder.

De største af fiskerlejerne og ladepladserne ved kysten, der efterhånden blev til egentlige byer, fik kapeller i løbet af senmiddelalderen, men også andre steder langs kysten, hvor der blev fisket og handlet om efteråret under det store sildefiskeri, blev der bygget små kapeller.

Pest og landbrugskrise i midten af 1300-årene betød en tilbagegang i befolkningstallet, men også et nedsat pres på ressourcer, der kan have medført tilgroning af agre og gode vækstbetingelser i de ellers altid hårdt udnyttede skov- og græsningsområder, hvor træerne fik ro til at gro op over bidehøjde.

Gårdene ser dog ud til at være blevet genopbygget, hvis de har ligget øde, og det spredte bebyggelsesmønster fastholdes.

Bedegade i Klemensker. De ældste matrikelkort gengiver et detaljeret billede af landskabet og bebyggelsen samt hegningsforholdene på Bornholm før landbrugsreformerne i 1800-tallet. På kortet er den gamle drivgade (bedegade) fremhævet. Gaden førte fra de tre Bedegadegårde, nord for Klemens Kirke, mod øst til Højlyngen. Af kortet fremgår, at udmarksgrænsen er blevet flyttet. Det indtagne jordstykke imellem ind- og udmark kaldes fortoug. Gårdene ses fremhævet med en cirkel. Tegnet af Steenberg 1817.

1500 -1600 tallet

Under de mange stridigheder mellem ærkebispesædet i Lund og den danske konge, blev Hammershus, som lå under bispesædet, indtaget af kongen flere gange. Men indtil 1522 blev borgen og øen hver gang leveret tilbage til ærkebispesædet. De første årtier af 1500tallet synes at have været fyldt med problemer for den bornholmske befolkning, men et lyspunkt i elendigheden var der dog. I 1512 oprettede man en 'latinskole' i Rønne; den fortsatte med nogle afbrydelser og er i dag Bornholms Regionskommunes gymnasium.

I 1522 indtog lybækkerne imidlertid også Hammershus; de ønskede et naturligt støttepunkt for deres handelstogter i Østersøen. Allerede 1509-11 havde der været lybske plyndringstogter til øen, og man mener, at skanserne langs øens kyster blev udbygget væsentligt i disse år. Ulykkeligvis for bornholmerne gav Frederik I lybækkerne Bornholm som len i 50 år, fra 1525 til 1576, som belønning for at de i stridighederne mellem Christian II og Frederik I stillede sig på den sejrende konges side. Den danske konge beholdt dog overhøjheden og den gejstlige jurisdiktion, dvs. at han havde en foged og en dommer på øen, som kunne tage sig af klager over lybækkerne, og at øens præster var danske.

Men det var lybske fogeder, der styrede og beskattede befolkningen. Den første var Berent Knop (1525-43), som er kendt for sin brandbeskatning af øen. Under 'grevens fejde', hvor lybækkerne efter Frederik Is død forsøgte at hjælpe Christian II på tronen igen, kom det til uroligheder. Det blev Christian III der blev konge, og i 1535 forsøgte indbyggerne, opmuntret af kongen, at bekæmpe lybækkerne, men blev slået på Ugleenge syd for Aakirkeby. Årsagen til opstanden var utilfredshed med den belastende beskatning, som efterfølgende dog blev lempet. Schweder Ketting (1556-73) er også husket af bornholmerne; han var efter forholdene bornholmerne en god mand. Hans gravsten findes i Aa Kirke. Det lykkedes i 1576 Frederik II
at få overdraget Bornholm. Da lybækkerne indtog Hammershus i 1522 blev borgen ødelagt. I de følgende år blev der investeret mange ressourcer i den gamle borg, som fremtrådte som et stort, men vedligeholdelsesmæssigt belastende anlæg, da de forlod øen i 1576.

Efter lybækkertiden blev Bornholm et dansk len. Lensmanden tog bolig på Hammershus, og herfra opkrævede han de skatter og afgifter, han havde pligt til. Da Hammershus efterhånden må have været i temmelig dårlig stand, flyttede han efter nogle år til Lensgård i Østerlars, og senere lensmænd boede på forskellige gårde på øen eller i Rønne. Selv om ærkebispesædet havde måttet aflevere Bornholm til den danske konge i 1522, så bevarede det sit gods på øen indtil 1541. Trods reformationen i 1536 fortsatte de fleste katolske præster i embedet.

I 1500-tallet fik flere kirker lybske altertavler og blev forsynet med kalkmalerier, men en virkelig ændring af kirkerummet i forlængelse af reformationen, skete først i slutningen af århundredet, hvor kirkerne som noget nyt blev forsynede med prædikestole og altertavler i reformatorisk 'stil', dvs. i renæssance-/barokstil uden billeder, men med skriftsteder i tavlens felter. Nu havde menigheden også tilladelse til at sidde ned, når præsten prædikede. Derfor blev kirkerummet indrettet med stolestader; enkelte er stadig bevaret, f.eks. i Allinge Kirke.

1600-tallet var en barsk tid, med pest og svensk besættelse og en dramatisk tilbageerobring 1658. Der var stor udskiftning blandt øens lensmænd, og kun Holger Rosenkrantz styrede øen i en længere periode, nemlig fra 1625 til 1645. Årene fra 1576
til 1645 var stort set rolige - uden krigshandlinger. Men det var hårde tider! Århundredet blev præget af flere ulykkelige begivenheder, hvoraf den ene endte godt - efter historiefortællerne at dømme! I 1613 oprettede Christian IV under et besøg på Hammershus 'Bornholms Milice' bestående af fire herredskompagnier med bornholmske officerer og menige. Tanken var, at hver våbenfør bornholmer skulle være med til at forsvare sin ø. Det var den første, varige forsvarsordning, som bestod indtil 1867.

Men Milicens ledende officer svigtede, da svenskerne i 1645 gik i land under general Wrangell. Nexø blev plyndret, idet man tabte et slag ved Malkværnskansen syd for byen, og Hammershus blev indtaget; i fire måneder blev øen brutalt udplyndret. Men ved fredsforhandlingerne i Brømsebro nægtede Christian IV at afstå Bornholm. Ny lensmand på Bornholm blev Ebbe Ulfeld, som var gift med kongens datter Hedevig. Hans adfærd var imidlertid så belastende, at han blev afsat efter Christian IV's død. Den næste lensmand, Joakim Gersdorff, var statholder i - og dermed også bosat i - København og styrede øen ved hjælp af lensskrivere.

Ved Roskildefreden i 1658 måtte Frederik III afstå Bornholm til Sverige sammen med Skåne, Halland og Blekinge. Øen blev besat af oberst Johan Printzensköld, som mod sin vilje, men på den svenske kong Carl Gustafs krav, pålagde befolkningen store skatter. På den danske konges initiativ samledes en række af øens ansete borgere under ledelse af bl.a. præsten Poul Ancher, byfoged Niels Gumløes og købmand Jens Koefoed. Det lykkedes dem at dræbe Printzensköld i Rønne, og siden indtog de uden problemer Hammershus, hvor den svenske besættelsesmagt holdt til. En deputation fra Bornholm overdrog med et gavebrev, dateret 29. december 1658, øen til Frederik III og hans arvinger som evig arv og eje. Til gengæld fik borgerne en række privilegier og rettigheder af kongen. Enkelte skatteprivilegier bestod helt til 1903. Et synligt minde om disse begivenheder er den sten i Storegade i Rønne, hvor Printzensköld blev skudt, og et epitafium i Østermarie Kirke, som forestiller Jens Koefoed, hans to hustruer og 29 børn. Svenskerne gav imidlertid ikke slip på øen for ingenting. Fem tønder guld kostede det den danske konge, som få år senere forlangte, at bornholmerne selv betalte prisen med påløbne renter. Det kunne og ville de imidlertid ikke.

Efter 'tilbageerobringen' blev Bornholm ledet af guvernører, som besad både amtmands- og kommandantembedet. De var øverste myndighed på Bornholm, selv efter enevældens indførelse i 1660, hvor Danmark blev opdelt i amter. I 1680'erne blev Hammershus opgivet som fæstning; til gengæld anlagde man Christiansø og påbegyndte en befæstning af Rønne med bygning af Kasteltårnet i byens sydlige udkant. Også Milicen blev styrket i årene efter svenskekrigene. Frygten for arvefjenden var stor og kostede den danske stat mange penge. Forsvarsværkerne er endnu synlige minder om denne turbulente periode.

Christian IV interesserede sig for udnyttelsen af landets egne ressourcer. Således satte han gang i et 'bjergværk' i Vestermarie, hvor der var fundet sølvmalm; men det gav ikke noget udbytte. Heller ikke forsøg på kulbrydning syd for Hasle lykkedes eller salpeterudvinding ved Aakirkeby, anvendelse af limensgadesten som bygningssten eller det bornholmske lers anvendelighed til mursten. Fremsynede planer, som godt nok ikke lykkedes for Christian IV, men som senere fik betydning for øens erhvervsliv.

I 1600-tallet var kvægavlen den vigtigste side af landbruget, skønt kreaturerne bestemt ikke blev fede af at græsse i Højlyngen. Kornavlen kunne ikke dække øens eget forbrug, så man måtte købe korn for en del af det overskud, man fik for det udførte kvæg. Kvægavlens betydning fremgår tydeligt af smørskatten, som var den tungeste byrde, der var lagt på bøndernes skuldre. Imidlertid var slutningen af 1600-årene prægede af tørke og misvækst, folk måtte gå fra gård og hus, og kronen overtog flere gårde på grund af skatterestancer. Enkelte af byernes borgere opkøbte gårde på landet og drev ofte på en gang både landbrug og søfart. Det var en driftighed, som til alt held hjalp øen gennem 1600-tallets mange genvordigheder. Endnu ca. 100 år efter 1576 drev bornholmerne en livlig handel med Lybæk. Til gengæld havde det gamle sildefiskeri ikke længere nogen handelsmæssig betydning.

Bornholmerne blev hjemsøgt af pest i årene 1602, 1618 og 1630, 1637 og 1638. Pesten i 1618 var værst, da døde 5.200 mennesker, formentlig to femtedele af befolkningen. Igen i 1653-54 hærgede en alvorlig pest, hvor næsten lige så mange mennesker omkom. Pesttavlerne i flere af øens kirker er sørgelige minder om disse forfærdelige tider.

1700-tallet

Efter afslutningen på Store nordiske Krig 1709-20 blev forholdene på Bornholm og i Østersøen så fredelige, at handelen efterhånden begyndte at udvikle sig positivt. Milicen havde kun nået at løsne skud et par gange - i 1710 og 1716 - og et angreb på Sandvig blev afværget uden vanskelighed. Resten af århundredet forløb uden nogen krigsudgydelse.

Med de fredeligere tider blomstrede landbruget og de bornholmske erhverv: pottemagerne i Rønne blev flere og flere, og i 1745 begyndte man efter engelsk forbillede at producere bornholmerure; især disse blev helt frem til slutningen af 1800-årene nærmest et varemærke for øen. Christian IV's gamle drøm om at udnytte Bornholms egne ressourcer begyndte så småt at blive realiseret med en voksende industri fra slutningen af 1700-årene: fajance fra Davenports fabrik i Rønne, kul fra Hasleegnen, sandstensbrydning ved Frederiks Stenbrud nord for Nexø m.m. - alt sammen af afgørende betydning for øens økonomiske udvikling.

Siden de ældste tider var de bornholmske gårde inddelt som selvejergårde og vornedgårde; derudover var der enkelte store proprietærgårde, som f.eks. Lensgård i Østerlars. I 1744 solgte Christian VI på en offentlig auktion alt kronens gods for at kunne finansiere bygningen af Christiansborg. Siden da har alle bornholmske gårde været selvejergårde. En ejendommelig gammel skik bestod i, at gårdene nedarvedes udelt til den yngste søn (gårddrønten). Hvis der ikke var nogen søn, da til den ældste datter. Skikken blev lovfæstet ved en forordning i 1773, hvilket betød, at det blev opfattet som et privilegium at besidde en bornholmsk gård, og der udvikledes en udpræget standsfølelse. Først ved lov af 1887 ophævedes denne forordning. Tilværelsen kunne til gengæld være barsk for småkårsfolk, som ernærede sig ved forskelligt småhåndværk eller slog sig ned på landet på ganske små ejendomme og tjente til dagen og vejen som daglejere, fiskere el.lign.

Rønne og Nexø havde allerede i 1700-tallet relativt store handelsflåder. Den voksende sejlskibsflåde afsatte øens rigdomme såsom landbrugsprodukter, råstoffer, lertøj, bornholmerure hjemmevævede tekstiler m.v. i Danmark og landene omkring Østersøen. Den øgede velstand, som det naturligt medførte, afspejledes efterhånden i det nybyggeri, som især tog fart i 1700-tallets slutning. Fiskeriet var imidlertid beskedent og bestod udelukkende af kystfiskeri med små, åbne sejlbåde. Der var små, beskedne fiskerlejer langs øens kyster. Lidt bedre var forholdene for fiskerne i de større byer.

Administrativt var Bornholm ledet af amtmænd og kommandanter med bopæl i Rønne. Den første egentlige amtmand - der ikke også var kommandant - var J. C. Urne, som især på grund af sin Bornholms- beskrivelse huskes i dag. Hans arbejde blev brugt som oplæg til to af århundredets store topografiske beskrivelser: Lauritz de Thurahs Bornholmsbeskrivelse fra 1756 og Erik Pontoppidans fra 1767. Med hans afgang i 1780 blev amtmandsembedet nedlagt til bornholmernes store fortrydelse. I 1787 udnævntes derfor en ny amtmand, nordmanden Christen Heiberg, som slog sig ned i Nexø.

1800-tallet
Århundredet indledtes brat med Englænderkrigene 1807-1814, som bortset fra et par skudepisoder dog ikke betød nogen ødelæggelse af Bornholm. De gamle kystskanser blev udbygget, hvilket især øens mange kaperskibe havde gavn af. Intet sted i Danmark blev kaperiet drevet med så stor iver som fra Bornholm. De bornholmske kapere tog 'priser' fra engelske orlogsskibe, dvs. at man kaprede skibene, som blev solgt på auktioner, hvilket var en god økonomisk indsprøjtning i det fattige, bornholmske samfund. Resten af århundredet var fredeligt; kun ganske få frivillige deltog i krigene mod Preussen
i 1848-50 og i nederlaget i 1864. Milicen, således som Chr. IV havde bestemt den, bestod til 1867, hvorefter Bornholm indordnedes i det almindelige værn, dog således, at bornholmerne kun havde to års værnepligt, hvorefter man indtrådte i øens særlige Bornholmske Væbning med pligt til at deltage i øens forsvar. Denne ordning blev ophævet i 1923, hvorefter Bornholm i militær henseende blev ligestillet med resten af landet.

En af øens succesfulde kaperkaptajner, hvis togter strakte sig helt til Skotland, var Caspar H. Wolffsen, som endda som belønning blev udnævnt som ridder. For den formue, han havde skabt sig, lykkedes det hans søn at grundlægge fabrikken Søholm, som producerede den efterhånden så kendte gule, bornholmske fajance. Fabrikken Spietz havde været virksom siden århundredskiftet, og senere fulgte mange terracotta- og fajancefabrikker, i alt ca. 25, der blev afgørende for øens økonomiske fremtid
og gav Bornholm et renommé som en keramikø.
En forudsætning for denne industri var dels de gode lerforekomster ved Rønne, dels de gode afsætningsmuligheder, som øens sejlskibsflåde sørgede for. Denne muliggjorde også en yderligere udnyttelse af øens unikke råstoffer, både granit, sandsten, cementsten, kaolin m.v. Industrien udvikledes så meget, at man kom til at mangle arbejdskraft, og århundredets anden halvdel så en voksende indvandring af svenske gæstearbejdere. De fik fortrinsvis arbejde i stenindustrien og i landbruget. Mange blev efter en generation fuldt integreret i det bornholmske samfund.

Landbruget ekspanderede vældigt i 1800-årene. Nye redskaber, afgrøder, svin og kvæg ændrede landmandens daglige liv. Højlyngen, det store naturområde inde midt på øen, blev udstykket og delt - efter mange hede debatter om retten til udmarken. Endelig stiftedes i 1852 Bornholms landøkonomiske Forening. Herfra spredtes viden om et moderne og rentabelt landbrug. Sidst i århundredet etableredes mejerier i hvert af øens sogne, et, Østermarie, fik endda to, fordi missionske kredse her ikke mente, at man kunne bearbejde mælk om søndagen. Bornholm blev flæske- og smørproducerende, og til det brug kom et andelssvineslagteri i 1890 samt andelsfoderstofforeninger i hvert sogn.

I sidste del af århundredet udbyggede man øens mange havne, især fordi fiskerne fra at have benyttet mindre åbne både og de lidt større 'eger' gik over til at benytte store dæksbåde bl.a. til vinterfiskeri. Sejlskibsflåden voksede støt i 1800-årene. Man udvidede sine handelsmarkeder, deltog bl.a. i 'robbefangsten' (dvs. fangst af sæler hvorfra man fik tran til belysning) i det nordlige ishav. Da det blev udkonkurreret af stenolie og petroleum fra Amerika, sejlede man
i 'kryolitfart' på Sydgrønland og deltog i handelen
på Island. I 1850 fik Bornholm sin første damper 'Valdemar', der skulle holde forbindelsen til Danmark ved lige en gang om ugen i sommertiden. 1857 kom hjuldamperen 'Hjalmar', nu skulle der være to afgange om ugen i sommerhalvåret; men
det kunne endda knibe. Først da man i 1866 stiftede Dampskibsselskabet Bornholm, fik man en regelmæssig forbindelse til det øvrige land, dog først fra 1873 hele året. I 1877 kom det Østbornholmske Dampskibsselskab til.

Politisk markerede bornholmerne sig beskedent i forhold til øens størrelse. I intet amt var valgdeltagelsen i 1848 så ringe som her. Til den grundlovsgivende rigsforsamling valgtes en af øens største landmænd, proprietær A. S. Stender og den kendte sprogprofessor J. N. Madvig fra Svaneke. Man samledes om øens kendte og ansete mænd. Grundloven blev vedtaget i 1849, og i årene efter byggedes råd- og tinghuse i øens byer. Bornholms ældste avis fra 1828, 'Bornholms Avis', vejledte ikke befolkningen politisk, og først da 'Bornholms Tidende' i 1866 kom til, blev der sat gang i samfundsdebatten. Kort før århundredskiftet kom fagforeningsbevægelsen til øen, og med 'Bornholms Social-Demokrat' fra 1902 spredtes nye socialistiske ideer.

Enkelte læger havde haft deres virke på Bornholm
i 1700-årene. Men det var dog først i løbet af 1800tallet, at de kloge mænd og koner blev erstattet af en professionelt uddannet lægestand. Rønne fik sit første sygehus i 1822, Nexø sit i 1825, men det blev hurtigt nedlagt igen. Rønnes sygehus havde en omskiftelig tilværelse; i 1853 byggedes to grundmurede bygninger på det sted, der senere blev til Sct. Mortensgade. Da det flyttede ud i det nybyggede Bornholms Amtssygehus i Rønne syd i 1892, overtog Bornholms Museum det gamle sygehus.

Bortset fra Rønne (der havde sin latinskole) havde de bornholmske byer skoler fra midten af 1700-tallet. Rønne fik sin første folkeskole i 1808. Men med almueskoleloven fra 1814 blev der sat gang i skolebyggeriet, og i 1820'erne var der skoler i alle sogne. Da det så kneb med lærere, oprettede man endda et lærerseminarium i Nylars. Også den almindelige kulturelle interesse var voksende i 1800-årene; den første højskole blev grundlagt i Aakirkeby i 1856, begyndelsen var imidlertid svær, og først højskolen
i Ekkodalen, der blev bygget i 1893, viste sig at være bæredygtig.

Rønne fik sin egen dilettantkomedie i 1823, og Bornholms Museum blev stiftet i 1893. Det bornholmske særpræg var ved at forsvinde; men med egnsteater og museum kunne man holde fast i en del af fortiden.

1900-tallet
1 Verdenskrig fulgte bornholmerne med største interessere i øens aviser, men bortset fra dyrtid og rationeringer mærkede man ikke meget til krigen. Derimod satte 2 Verdenskrig fra 1940-1946 sine voldsomme spor på øen. Først med en 'fredelig' tysk besættelse. Men da tyskerne led nederlag på østfronten, og både soldater og civile måtte flygte i millionvis fra den Røde Armé, nåede krigens alvor også bornholmerne.

År 1900 indviedes øens første jernbanelinje fra Rønne til Nexø; en vigtig forudsætning for landbrugets fortsatte udvikling og ekspandering med deraf afhængige erhverv. I de kommende år blev det meste af Bornholm dækket af et jernbanenet. Nogle få af de virksomheder, der som sit grundlag havde øens råstoffer eller fiskeri, oplevede stagnationen
i 1920'erne, men voksede sig store under 2 Verdenskrig, hvor man var afskåret fra import udefra, til gunst for de virksomheder, der forarbejdede øens egne råstoffer og produkter. I fredsperioder var turismen en voksende indtægtskilde for øen med den unikke og alsidige natur. Trafikken til vands og i luften blev bedre og blev demokratiseret; den første faste forbindelse i luften kom til i begyndelsen af 2 Verdenskrig, hvor havet var usikkert pga. mineudlægninger.

Ved århundredskiftet høstede de bornholmske landmænd af andelstidens investeringer; men man manglede personale og ansatte polske og svenske sæsonarbejdere. Landbrugsredskaberne udvikledes støt, traktorer erstattede hestene, mejetærskere gjorde høstarbejdet lettere, og nye dyrkningsformer og mere industrialiserede produktioner ændrede landbruget fra små familiedrevne enheder til store effektive en- eller tomandsdrevne 'fabriksvirksomheder'. Landbruget oplevede trygge og stabile tider helt frem til 1950'erne, hvor en ny efterkrigstid vendte
op og ned på mangt og meget.

Snellemark i Rønne, set ned mod havnen. Bombardementerne af Rønne og Nexø var voldsomme og ødelagde store dele af de to byers gamle bydele. Heldigvis var der ikke mange omkomne. Af Rønnes ca. 3.400 ejendomme var kun 3-400 uden skader; af Nexøs 959 ejendomme var samtlige beskadigede mere eller mindre. Genopbygningen blev først afsluttet i 1956, hvor man afviklede 'Arkitekthjælpen', som havde haft til formål at sikre, at 'genopbygningen blev foretaget i overensstemmelse med hævdvunden byggeskik i de to byer'. Foto Kaare Rasmussen/Bornholms Museum 1945.	Den bornholmske jernbane fik stor betydning ikke mindst for landbrugets udvikling i første halvdel af 1900-årene, men også for øens samfærdsel og turisme. Første banestrækning åbnede mellem Rønne og Nexø 1900. Allingebanen kom til i 1913 og Gudhjembanen i 1916. Størst betydning fik banen fra midten af 1930'erne til begyndelsen af 1950'erne. Derefter begyndte man at lukke banerne, sidst Nexøbanen, hvis sidste tog kørte i 1968. Foto Bornholms Museum.	BornholmsTrafikkens 'Poul Anker', som sammen med søsterskibet 'Jens Kofoed' - opkaldt efter to bornholmske helte fra befrielsen af Bornholm i 1658, har sejlet vandene mellem Bornholm, Danmark, Skåne og Rügen tyndt siden 1978.

Fiskerne fik motorer i bådene i årene efter 1900 og fik mulighed for fiskeri året rundt. Fiskerihavnene udbyggedes, bådene blev større og større, og fiskeriet blev udvidet til også at foregå i Nordsøen, ved Grønland og under mere eksotiske himmelstrøg. Det lille silderøgeri blev nedlagt, fabrikker tog over og fiskeindustrien fik stadig større betydning for, det bornholmske erhvervsliv. Ved århundredets slutning satte fiskekvoter en brat stopper for udviklingen - havene var måske ved at være tømt for fisk. De sidste sejlskibe taklede af i århundredets første årtier. Dampskibe og motorbåde tog over. Men det var snart urentabelt med den megen indenlandske skibstransport, det blev et udbygget vejnet med broer og en effektiv, rullende godstransport, hvad enten det foregik med jernbane eller lastvogne, der udkonkurrerede den gamle, traditionelle skibstrafik. Østbornholmske blev nedlagt, det gamle Dampskibsselskab 1866 blev overtaget af Bornholms Trafikken, rationaliseringens gevinst blev udlignet af stadig større krav til serviceniveau og effektivitet.

De 15 gamle sogne og købstæderne seks i alt fortsatte 1800-årenes styreform frem til kommunalreformen i 1970, hvor centraliseringen slog igennem. Nu var fem kommuner og et amt klædt på til nye tider, der dog blot kom til at vare 32 år.

Århundredet kulminerede med beslutningen om at sammenlægge amt og kommuner til en enhed, regionskommunen. Bornholmerne tog hul på et nyt årtusinde, hvor man med stor befolkningstilslutning nedlagde øens fem kommuner og amtet og tilsluttede sig en centraliseret styreform. Med det ny årtusinde fulgte Øresundsbro og katamaran, som betød, at man kom tættere på hovedlandet; og militæret blev reduceret væsentligt som et resultat af afslutningen af 50 år med en koldkrigsplaget verden.

Ingen kan spå om fremtiden. Hvad den må bringe for øen med den omtumlede historie midt i Østersøen, er der ingen, der ved. Men kigger man i krystalkuglen, er der forhåbentlig nogen, der kan få øje på en rig og fredelig fremtid, hvor indtjeningen måske ikke ligger i store industrivirksomheder, men snarere i de nye udfordringer det digitale samfund bringer med sig med fjernarbejdspladser og integritet i det globale samfund.