Kulturlandskabet

Røbrovej mellem Rø og Gudhjem retter sig helt ud her på strækningen ned gennem dalen.Siden bondestenalderen (for små 6.000 år siden) har hovedtrækkene i det bornholmske landskab ikke ændret sig afgørende. De store linjer i landskabet blev grundlagt under den sidste istid og et par årtusinder efter, og herefter må de største forandringer antages at være menneskeskabte. Landskabet er derfor blevet det, man kalder et kulturlandskab - præget af menneskets kultivering.

Der findes næppe præcise svar på, hvor meget menneskene har ændret på landskabet. Eller for den sags skyld, hvordan landskabet vil ændre sig i de kommende år. Rydningen af skov til agre og græsgange har spillet en stor rolle, men de største forandringer er sandsynligvis sket i takt med, at bebyggelserne har bredt sig fra få bopladser til at præge hele øen. Og til denne udvikling skal føjes de seneste par hundrede års forandringer af landbrugslandet. Også i skovene er der tilføjet noget nyt - for eksempel bøg og gran, som begge er indførte planter.

Bornholmerne har naturligvis ikke været ene om at præge landskabet. Klimaet har også spillet en rolle, men i denne beskrivelse er hovedvægten lagt på sporene af de menneskelige aktiviteter i de seneste par hundrede år. Det gælder bebyggelserne, vejene, skovene, landbruget, havnene og vindmøllerne. I skiftende omfang indgår de samme elementer i beskrivelserne af byer og sogne andre steder i nærværende atlas.

Her ved Årsdale skulle vejen gå ligeud, og det resulterede i en halvering af gravhøjen. I dag var hensynet til landskabet nok gået forud for hensynet til vejen.I sommerhalvåret præges byerne af ferieklædte mennesker og mange biler. Øens gæster skiller sig tydeligt ud fra øens indbyggere. Turismens serviceerhverv pynter sig med flag, skilte, hvide plasticstole og -borde samt blomsterkummer. Burgere, pølser, sodavand, glaskunst og keramik faldbydes ved hjælp af skilte, og P-pladserne bliver en af sommerens vigtige ressourcer. I vinterhalvåret dokumenterer de mange tomme parkeringspladser, at sommerens turisme påvirker land og by hele året. Flere af sommerens tilbud får ovenikøbet lov at overvintre på skiltene. Man gør sig ikke alle steder den ulejlighed at fjerne skiltene, når turisterne er rejst.

Bornholms vejnet spejler en god del af øens udvikling. Tre eksempler på det trænger sig på: Den brede og motorvejsagtige vej fra Rønne til Hasle, nordøstkystens turistrute mellem Døndalen og Gudhjem og så oldtidsvejen mellem Olsker og Rø.

Vejen mellem Rønne og Hasle tjener som eksempel på den vækst, som i 1950'erne og 1960'erne førte til en modernisering af øens gamle amtsveje. En udvikling som i mange tilfælde ændrede vejene fra at være tilpasset landskabet, til at landskabet blev tilpasset vejene.

Den oprindelige vej mellem Rønne og Hasle forløb i en stor bue noget længere mod øst, end vi ser det i dag. Fra begyndelsen af 1950'erne til 1964 blev vejen udvidet og rettet ud. Opgaven var stor. Man projekterede moderniseringen i strækninger på cirka to kilometer ad gangen, og det varede cirka to år at gennemføre hvert projekt. Den sidste strækning ind mod Hasle blev der taget hul på i 1964.


Fem af de 12 vindmøller mellem Aakirkeby og Rønne. Møllerne fremstår, når man ser dem fra landevejen, som enAllerede på vej ud af Rønne mod nord falder stengærdet foran Sejersgaard i øjnene. Det næsten knækker midt på. Forklaringen findes, hvis man går om og betragter stengærdet fra bagsiden. Så opdager man, at det er landevejen, som er udjævnet, mens stengærdet faktisk forsøger at tilpasse sig til det blødt bølgende terræn ved siden af vejen.

Landevejen er kunstigt jævn og lige, den er velforsynet med rastepladser, men hvor den krydser Blykobbeå slår den over i en blød bue. Med omtanke har vejingeniørerne undgået at lade udretningen af vejen gå ud over den meget gamle, smukke granitbro nede i slugten ved Blykobbeå.

Ved den forfaldne Højegaard er det påny de lige linjer, som falder i øjnene. Den nye vej er snorlige, men slår man ind forbi den gamle, gulmalede Aabygaard, så finder man en stump af den gamle vej. Ad en malerisk bro føres vejen ind mellem Aabygaards velholdte bygninger, og man føler sig ført flere hundrede år tilbage i tiden (gården er fra 1700-tallet).

Amtsvejen løber både syd og nord for Hasle i et blødt bakkelandskab, som er præget af større marker. Fornemmelsen af, at bakkerne forvandles til stejle klippeskrænter ude ved havet, giver køreturen på denne vej ekstra kolorit. Men får en følelse af at bevæge sig højt oppe i landskabet. Denne landevej byder på enestående udsigtsmuligheder. Vejen er ikke, som andre veje på Bornholm, kantet af skilte med tilbud til turisterne. Fordi vejen gennemløber et meget åbent landskab uden iøjnefaldende bevoksning, så dominerer den ikke landskabsoplevelsen, men det er tydeligt, at den oprindelige vej har snoet sig langt mere ydmygt i landskabet.

Nordøstkystens turistvej mellem Døndalen og Gudhjem (bygget i 1960'erne) skal tjene som eksempel på den nyanlagte, moderne vej, som er fri for smålig skelen til landskabet. Vejen synes at have stor kapacitet, men gang på gang skærer den upåagtet hen over det enestående landskab med sprækkedalene og den forrevne klippekyst. Som om vejen vil føre trafikanterne forbi så hurtigt som muligt.

Langs denne vej vidner skiltene om turisternes behov for seværdigheder og rastepladser. Man kan sine steder næsten se fra P-skilt til P-skilt. Men forbindelsen til landskabet og dets seværdigheder svigter.

Oldtidsvejen mellem Olsker og Rø er der ikke årstal på, men den er gammel. Vejen kan i store træk følges fra Olsker helt til Østerlars, men som eksempel peges her alene på strækningen mellem Olsker og Humledal. Her får man et førstehåndsindtryk af de gamle vejforløb. Der findes ikke mange lige stræk på vejen. Den smyger sig på toppen af højderyggen og undgår vandhuller og lavninger, det går op og ned, og vejen slynger sig gerne tæt på ejendommene.

Der er få levende hegn i dette område. Markerne synes store i forhold til landbrugsejendommene. Mange steder er der tegn på, at bygningerne ikke bruges til landsbrugsformål. Flere steder er der også føjet store vinduesarealer og tagkviste til bygningerne, naturligvis fordi der er mulighed for en storslået udsigt til Østersøen. De store marker falder naturligt ind i landskabets format, men markernes størrelse antyder, at vi her ser eksempler på det moderne landbrugs større enheder. At gamle skel er udvisket.

Højlyngen udgjorde i ældre tid store dele af det midterste Bornholm og dækkede en femtedel af øens samlede areal. Kongen ejede Højlyngen, der blev brugt til fælles græsning. I første halvdel af 1800-tallet blev Højlyngen imidlertid gjort til genstand for udskiftning. Noget af arealet blev opdyrket, andet blev tilplantet, og her finder man i dag meget betydelige nåletræsplantager.

Store dele af disse arealer vil undergå en forandring i de kommende 50 år. Der plantes ikke længere så meget nåletræ, nu satses der i stedet mere på løvtræ, og det vil blive synligt i løbet af et halvt hundrede år. Ikke mindst fordi der foretages en del randbeplantning med løvtræ.

Store lavtliggende områder vil også forandres i de kommende år. Tidligere var man meget omhyggelig med at grøfte og dræne våde områder, og der blev gjort en del ud af enten at få dem gjort egnede til landbrugsdrift eller også at få dem plantet til med gavntræ. Også det vil ændre sig, de lave arealer vil få lov til at passe sig selv, og det vil især betyde, at
områderne vil gro til med el og birk. Ændringerne vil først slå igennem i Statsskovens og Amtskommunens plantager, men efterhånden også i de betydelige private skovarealer.


De store nåletræsplantager omkring Almindingen på det midterste Bornholm præger øen. Granplantagernes profiler markerer sig, især når man iagttager dem fra den sydlige del af øen. Radartårnet og de savtakkede profiler er til at få øje på. De ligger som en tyk, grøn kalot midt på øen. Disse nåletræsplantager repræsenterer i virkeligheden en af de store forandringer i det bornholmske landskab. For små to hundrede år siden var disse arealer helt åbne, men med udskiftningen fulgte den omfattende tilplantning.

Parkeringspladserne er et af de nyere elementer i kulturlandskabet. De falder i øjnene både i byerne (billedet er fra Rønne) og på landet.Der er tradition for mølleri på Bornholm, hvilket de mange, velbevarede vindmøller vidner om (og sporene af de mange vandmøller). Men de gamle møller kan ikke sammenlignes med nutidens, som udelukkende bruges til el-produktion. Nutidens vindmøller bliver større og større, og de bliver færre. Samtidig med at deres el-produktion vokser.

Nordøstkysten af Bornholm er friholdt for de store vindmøller. Forklaringen er sikkert den enkle, at områdets vindforhold ikke inviterer til placering af møller. Det er derimod tilfældet på sydøen og på øens vestlige del. Et eksempel på iøjnefaldende møller findes nord for Hasle. Her står der seks møller, i virkeligheden ikke opstillet som en samlet enhed, men derimod som to grupperinger med hver tre møller. Set fra landevejen mellem Hasle og Allinge dæmpes indtrykket af møllerne, fordi de for en dels vedkommende har bakkelandskabet som baggrund. Iagttager man møllerne fra Rutsker-landevejen, så får man møllerne at se med havet som baggrund, og i det perspektiv falder de seks møller mere i øjnene.

Ved Aakirkeby er der også en samling vindmøller. Også her er der tale om to samlinger af møller, men også her begår man let den fejl at se dem som én samlet møllepark. Der er 12 møller (syv og fem). Iagttager man møllerne fra Aakirkebys udkant mod syd (Limensgaden), så indgår de i et usædvanligt perspektiv. Længst til højre står møllerne. I udsigtens midte er gadebelysningens lamper langs Limensgaden næsten lige så iøjnefaldende som møllerne. Til venstre og et stykke borte markerer Naturcenter Bornholm sig som en mørk kasse. Fra byens udkant mod syd forekommer både Naturcenter Bornholm og vindmøllerne afbalancerede. Naturcentrets bygningskrop dominerer slet ikke så meget, som dets størrelse kunne berettige.

Iagttager man derimod de 12 vindmøller fra landevejen mellem Aakirkeby og Rønne, så virker møllerne meget store, og selvom de er anbragt i to adskilte grupperinger, så fremstår de som en samlet park.

Der er moderne, el-producerende vindmøller andre steder på Bornholm. Her er kun beskrevet nogle af de møller, som markerer sig i det vindmæssigtattraktive kystlandskab. I regionplanen for Bornholm anlægges det perspektiv, at større udvidelser af møllernes antal skal foregå til havs, altså i form af havbaserede mølleparker. Hvis det sker, venter der en diskussion om en af Bornholms største ressourcer - det omgivende hav.

Landbrugsarealerne udgør mere end halvdelen af Bornholms samlede areal. De dyrkede marker markerer sig næsten overalt på øen, men det er på den sydlige halvdel af øen, landbrugsdriften bliver markant. Her finder man de store bønders landskab.

De store markenheder i det flade landskab vidner om moderne landbrugsdrift med større og større maskiner. Ved gårdene er de senere års vækst i landbrugsproduktionen markeret med store og ofte nyere maskinhuse bygget i moderne materialer med malede og profilerede stålplader som den dominerende facade- og tagbeklædning. I gårdlandskabet er der mange mindre huse, måske tidligere landarbejderboliger eller små landbrug. Her iagttager man en stigende adskillelse fra det landbrugsmiljø, de er udsprunget af. Parcelhuskulturen er ved at brede sig ud på landet. Cedertræ, plantekummer, trykimprægnerede carporte, moderne tagmaterialer, store postkasser, blanke skorstene til brændeovne samt tv-paraboler falder i øjnene. Omkring disse huse er der ofte en randbeplantning, som mildner lidt på et landbrugslandskab, hvor der ikke er mange levende hegn.

Bornholms landbrug ligner det øvrige lands. Planteavlen dominerer, og produktionen af svin og mælk fylder ikke så meget i landskabsbilledet. Naturligvisfordi kreaturer og svin hovedsageligt opholder sig i staldene. En markant ændring af kulturlandskabet på få år. Nu er græssende dyr ikke længere så almindelige på markerne.

De fleste vil tro, at havnene langs Bornholms kyst er meget gamle. Det er de også, men de ældste havne bliver overset af de fleste. De var nemlig naturhavne, som skar sig ind i klippelandskabet. De fleste af nutidens havne er anlagt i 1800-tallet, og anledningen var sildefiskeriet.

I 1970'erne var der påny et fiskerieventyr, flere havne blev kraftigt udvidet, men det stoppede brat i 1982. Udviklingen gik i stå i konsekvens af EU's fiskeripolitik. Havnene i Tejn og Hasle er eksempler. I Tejn er fiskerihavnens tidligere nyttige rod nu blevet til bunker af rod med overflødige fiskeredskaber, fiskekasser og paller, og uden de store kuttere i havnen forekommer redskaberne på kajerne overflødige. Hasle Havn synes mere velordnet, men de store åbne arealer og tomme moler kalder på en stillingtagen. Måske er nybyggeriet af ferieboliger på havnen her et tegn på, hvilken vej det skal gå.
I flere havne er fiskeriets arealer overgået til turisternes parkering om sommeren. Endnu et element i kulturlandskabet er under forandring.

Ved en del af de små havne langs Bornholms kyster støder man stadig på de oprindelige bebyggelser, der kniber sig ind på den beskedne plads for foden af havskrænten. Bebyggelsesmønstrene er overraskende intakte, og husene er i stort omfang velbevarede. Nybyggeri er på grund af simpel pladsmangeltvunget op på de højereliggende arealer. Men nede ved havet dokumenterer husene den tid, da man kunne leve af fiskeri fra små både. Imidlertid springer flere og flere af disse små huse i sommerhus, og flere er på vej - se bare i ejendomsmæglernes udstillingsvinduer. Et originalt element i kystlandskabet er truet.

Råstofgravene markerer sig i et vist omfang i kystlandskabet. En stor del af de børn, som udgør de såkaldt "store årgange" i Danmark, har i forbindelse med traditionsrige skolerejser til Bornholm besøgt stenbruddene. Her har de hørt om stenbruddenes betydning som arbejdspladser. Når disse tidligere skolebørn nu som voksne genser Bornholm, så falder det ikke dem alle ind, at stenbruddene er ar i landskabet.

Jernbanerne på Bornholm satte gang i en voldsom udvikling. I midten af 1900-tallet lukkede jernbanerne, men da var det bornholmske landskab allerede mærket af jernbanen. Der var opstået helt nye bebyggelser, og også industriens lokalisering blev forandret. I dag er det ikke iøjnefaldende, hvad det var for forandringer, jernbanerne førte med sig. Men den interesserede iagttager kan med fordel tage cyklen til hjælp. Cykelstierne på nogle af de gamle jernbanearealer byder nemlig på enestående muligheder for at iagttage de gamle bebyggelsesmønstre. Nutidens bebyggelser vender ryggen til jernbanearealerne, men der var engang, da det var anderledes.