Naturgrundlaget
Ser
man på et kort over Bornholm, får man den første
antydning af, at denne østligste del af Danmark har en geologisk
udviklingshistorie, som adskiller sig fra det øvrige lands.
Bornholms regelmæssige omrids med de så godt som parallelle
øst- og vestkyster, nord- og sydkyster samt den totale mangel
på større indskæringer er en følge af,
at Bornholm er en horst. En horst er en del af jordskorpen, der
langs sprækker er hævet i forhold til omgivelserne.
Det er mere end 1.700 millioner år siden, de ældste
bornholmske granitter dannedes som dybtliggende rødder i
en foldebjergkæde. Bjergkæden var et resultat af de
vældige kræfter, som opstod i forbindelse med, at to
jordskorpeplader kolliderede, og den ene af pladerne måtte
vige i dybet. I forbindelse med bjergkædedannelsen opstod
spændinger i jordskorpen, som udløste sprækkedannelse
i granitten. Nogle af sprækkerne åbnedes til så
stor dybde, at mørkt, smeltet materiale trængte op
og størknede i sprækkerne. Herved dannedes de basalt-
eller diabasgange, som kan ses mange steder inden for det bornholmske
granitområde.
I
årmillionernes løb blev foldebjergene nedbrudt af vind
og vejr, og for ca. 600 millioner år siden var nedbrydningen
nået til den granit, som bjergkædens nederste del bestod
af. Nedbrydningsmaterialerne aflejredes inden for det nuværende
bornholmske område som den rødlige Nexøsandsten,
hvis karakter og struktur fortæller os, at der dengang har
været ørkenagtige forhold på 'Bornholm'. Efter
at Nexøsandstenen var afsat, trængte havet ind over
Bornholm, og spor efter de første 'bornholmere' dukker op
som krybemærker i Balkasandstenen, der for godt 500 millioner
år siden blev aflejret som flade revler i nærheden af
datidens kyst.
I de følgende knapt 150 millioner år var 'Bornholm'
med visse afbrydelser havdækket. Svingninger i havdybde og
-miljø kan aflæses i de vekslende lag sandsten, skifre
og kalksten, som i dag kan ses i de sydbornholmske åbrinker
og råstofgrave. Det er lag, som ofte er rige på forsteninger,
der fortæller os om livets udvikling i datidens have.
For ca. 400 millioner år siden stødte det nordamerikanske
kontinent sammen med Europa, og en vældig bjergkæde
blev dannet i sammenstødszonen. Bjergkædens europæiske
rester ligger i dag i Norge, Skotland, England og Irland. I forbindelse
med sammenstødet hævedes hele det nordlige Europa,
og Bornholm blev en del af et stort nordeuropæisk fastland.
Fra
de næste ca. 200 millioner år kendes ingen bornholmske
aflejringer, men meget tyder på, at de brud i jordskorpen,
som senere skulle give Bornholm sit nuværende omrids, blev
anlagt i løbet af denne periode. Det skete i forbindelse
med, at nye pladesammenstød, denne gang i Mellemeuropa, medførte
spændinger i Nordeuropa. Herved revnede jordskorpen, og mellem
nogle af disse revner hævedes efterhånden bl. a. Bornholm
og de skånske horste: Kullen, Hallandsåsen, Romeleåsen,
Søderåsen og Linderødsåsen.
For ca. 200 millioner år siden indledtes endnu en periode
med havaflejringer i det bornholmske område. Den varede godt
100 millioner år. Talrige afbrydelser af aflejringsserien
samt aflejringerneskarakter viser os, at Bornholm må have
ligget på kanten af et større landområde, som
kun lejlighedsvis har været overskyllet af havet. De bornholmske
kul er dannet i denne periode, og de fortæller os historien
om sump- og mangroveskove, som har vokset i floddeltaer, og som
gang på gang er blevet ødelagt ved havets indtrængen.
Vi ved også fra fine fund af forstenede knogler, at datidens
kæmpeøgler har boltret sig i de kystnære havområder.
For
ca. 70 millioner år siden hævedes Bornholm atter op
over havniveau, sandsynligvis i forbindelse med begyndende jordskorpeuro
i det sydlige Europa, hvor Alperne, Pyrenæerne og Karpaterne
så småt var i gang med at blive dannet i forbindelse
med nye pladesammenstød. Hævningen er sket langs de
revner, der var anlagt flere hundrede millioner år i forvejen.
Hele Bornholm er imidlertid ikke hævet lige meget, den sydlige
og sydvestlige del er ikke hævet lige så meget som den
centrale og nordlige del. Derfor er de yngre bjergarter som kalksten,
sandsten og skifre (sedimenter) bevarede på Sydbornholm, mens
de samme bjergarter i årmillionernes løb er blevet
slidt væk på Nordbornholm, hvis overflade i dag består
af de meget gamle og hårde granitter, gnejser og diabaser
kun delvist dækket af tynde lag af ler, sand og grus, afsat
af is og smeltevand for få tusind år siden.
Det
bornholmske område har sandsynligvis været hævet
over havniveau i de sidste ca. 70 millioner år, og har igennem
hele denne periode været udsat for de nedbrydende kræfters
virke. Det må således formodes, at det bornholmske område
har været dækket af løse forvitringsmaterialer,
da de første isstrømme nåede frem hertil i forbindelse
med de sidste få millioner års kuldeperioder. Vi har
kun spor efter den sidste istid på Bornholm, og vi ved ikke,
hvor mange gange øen har været isdækket.
De fremrykkende ismassers voldsomme slid på landskabet har
medført, at tykke lagpakker er blevet fjernet fra den bornholmske
lagserie. På det højtliggende Nordbornholm har isens
erosion været så voldsom, at granit, gnejs og diabas
(de ældste bornholmske bjergarter) er blevet blottede. Isen
har udformet granit- og gnejsoverfladen som polerede rundklipper,
hvis jævnt hældende stødsider og stejle læsider
viser isens bevægelsesretning. Skurestriber og andre strukturer
i klippeoverfladerne tydeliggør ligeledes isens erosion og
bevægelsesretning.
De mange sprækkedale er et dominerende træk i det bornholmske
granitlandskab. Sprækkedalene fik deres endelige udformning
hen imod istidens slutning, men deres dannelseshistorie strækker
sig over meget lang tid og kan i hovedtræk beskrives således:
For formentlig mere end en milliard år siden opstod der spændinger
i de bornholmske granitter og gnejser. Spændingerne udløstes
ved, at store blokke forskød sig i forhold til hinanden.
Blokbevægelserne foregik langs plane flader, bevægelseszoner,
hvis hovedretninger er nord-syd og nordøst-sydvest. I bevægelseszonerne
blev granit og gnejs knust. Forvitring og erosion har haft større
virkning i de knuste materialer end i den omgivende granit. Sidst
har is og smeltevand skrabet og spulet de bredere bevægelseszoner
til de karakteristiske sprækkedale. I mange bornholmske sprækkedales
sider og bund træffes den mørke basaltiske bjergart
diabas. Det betyder, at nogle af sprækkezonerne er så
dybe, at basaltiske smeltemasser trængte op i dem og spulede
den knuste granit bort, hvorved diabasgangene dannedes. Diabasen
forvitrer lettere end den omgivende granit, og en del af sprækkedalene
er således udskrabede diabasgange. Det gælder f.eks.
Ekkodalen-Kelseå dalen, hvis ca. 60 m brede 'bunddiabas' kan
ses ved Kelseås udmunding ved Saltuna på nordøstkysten.
Da granit og gnejs er langt hårdere end sedimenterne på
Sydbornholm, har isens afhøvlende virksomhed været
medvirkende til at fremhæve de brudzoner tværs over
Bornholm, som adskiller det højtliggende granitlandskab fra
sedimentområdernes strandaflejringer i op til 20 m højde
over det nuværende havniveau.
Det
yngste træk i Bornholms geologiske historie er aflejringen
af flyvesand, der forekommer som en bræmme langs sydkysten
fra Hasle til Nexø. En sådan brudzone kan f.eks. følges
fra Egeby nord for Pedersker til Bavnebakke nord for Aakirkeby.
En anden markant brudzone ligger ved Hadeborg Bakke (Klinten) syd
for Aakirkeby. En tredje brudzone markeres tydeligt af Snorrebakken
umiddelbart øst for Rønne.Modsætningen imellem
granitlandskabet og det sydbornholmske område viser sig også
i højdeforholdene. På det flade Sydbornholm, hvor de
lavere liggende, yngre geologiske dannelser har udgjort underlaget
for istidens fremrykkende gletschere, findes kun undtagelsesvis
højder over 80 meter, og landskabet er i det store og hele
svagt skrånende ud mod kysterne. I granitterrænet nås
en dobbelt så stor højde, og meget store dele af landskabet
ligger mere end 80 meter over havniveau, ligesom terrænet
ofte falder brat ned imod kysten. Smeltevand har, som tidligere
nævnt, været med til at give sprækkedalene deres
endelige udformning. Det er muligt, at nogle
af dalene har fungeret som regulære tunneler under isen, hvor
smeltevand under tryk har presset sig frem mod isranden.
På Sydbornholm har smeltevandet også præget landskabet.
Den jævne flade, som den nordlige del af Rønne ligger
på, er således en slette dannet af smeltevandet foran
isranden. Et andet eksempel er smeltevandssletten ved Arnager. Her
er smeltevandet
kommet gennem Lilleåens dal og er løbet ud over sletten
ved Sosegård. Bornholms lufthavn ligger på den vestlige
del af denne smeltevandsslette. Da isen smeltede bort, efterlod
den sit morænemateriale på overfladen. Det drejer sig
om et par meter tykke aflejringer spredt ujævnt ud over øen.
Nogle steder på Nordbornholm mangler morænedækket
dog helt, og den nøgne klippe danner terrænoverflade.
I øvrigt består morænematerialet på Nordbornholm
ofte næsten udelukkende af sten, hvoraf nogle kan have anseelig
størrelse (f.eks. rokkestenene i Paradisbakkerne, Almindingen
og Rutsker Højlyng). På Sydbornholm præges moræneaflejringerne
af de sandede og lerede sedimenter, som her udgør undergrunden.
Den dominerende landskabsform er en let bølget moræneflade,
hvorpå vi finder Bornholms bedste landbrugsområder.
Efter at isen for omkring 10.000 år siden var smeltet bort
fra Bornholm, har øens omrids i perioder været noget
forskelligt fra det, vi kender i dag. Årsagerne hertil er
en kombination af svingende vandstand i Østersøen
og den landhævning, som har fundet sted, fordi isens belastning
af øen forsvandt. Resultatet heraf er, at de bornholmske
kyster mange steder bærer præg af hævede kystklinter
og strandaflejringer i op til 20 m højde over det nuværende
havniveau.
Det yngste træk i Bornholms geologiske historie er aflejrningerne
af flyvesand, der forekommer som en bræmme langs sydkanten
fra Hasle til Nexø.
|