Naturgrundlaget

Ser man på et kort over Bornholm, får man den første antydning af, at denne østligste del af Danmark har en geologisk udviklingshistorie, som adskiller sig fra det øvrige lands.

Bornholms regelmæssige omrids med de så godt som parallelle øst- og vestkyster, nord- og sydkyster samt den totale mangel på større indskæringer er en følge af, at Bornholm er en horst. En horst er en del af jordskorpen, der langs sprækker er hævet i forhold til omgivelserne. Det er mere end 1.700 millioner år siden, de ældste bornholmske granitter dannedes som dybtliggende rødder i en foldebjergkæde. Bjergkæden var et resultat af de vældige kræfter, som opstod i forbindelse med, at to jordskorpeplader kolliderede, og den ene af pladerne måtte vige i dybet. I forbindelse med bjergkædedannelsen opstod spændinger i jordskorpen, som udløste sprækkedannelse i granitten. Nogle af sprækkerne åbnedes til så stor dybde, at mørkt, smeltet materiale trængte op og størknede i sprækkerne. Herved dannedes de basalt- eller diabasgange, som kan ses mange steder inden for det bornholmske granitområde.

I årmillionernes løb blev foldebjergene nedbrudt af vind og vejr, og for ca. 600 millioner år siden var nedbrydningen nået til den granit, som bjergkædens nederste del bestod af. Nedbrydningsmaterialerne aflejredes inden for det nuværende bornholmske område som den rødlige Nexøsandsten, hvis karakter og struktur fortæller os, at der dengang har været ørkenagtige forhold på 'Bornholm'. Efter at Nexøsandstenen var afsat, trængte havet ind over Bornholm, og spor efter de første 'bornholmere' dukker op som krybemærker i Balkasandstenen, der for godt 500 millioner år siden blev aflejret som flade revler i nærheden af datidens kyst.

I de følgende knapt 150 millioner år var 'Bornholm' med visse afbrydelser havdækket. Svingninger i havdybde og -miljø kan aflæses i de vekslende lag sandsten, skifre og kalksten, som i dag kan ses i de sydbornholmske åbrinker og råstofgrave. Det er lag, som ofte er rige på forsteninger, der fortæller os om livets udvikling i datidens have.

For ca. 400 millioner år siden stødte det nordamerikanske kontinent sammen med Europa, og en vældig bjergkæde blev dannet i sammenstødszonen. Bjergkædens europæiske rester ligger i dag i Norge, Skotland, England og Irland. I forbindelse med sammenstødet hævedes hele det nordlige Europa, og Bornholm blev en del af et stort nordeuropæisk fastland.

Fra de næste ca. 200 millioner år kendes ingen bornholmske aflejringer, men meget tyder på, at de brud i jordskorpen, som senere skulle give Bornholm sit nuværende omrids, blev anlagt i løbet af denne periode. Det skete i forbindelse med, at nye pladesammenstød, denne gang i Mellemeuropa, medførte spændinger i Nordeuropa. Herved revnede jordskorpen, og mellem nogle af disse revner hævedes efterhånden bl. a. Bornholm og de skånske horste: Kullen, Hallandsåsen, Romeleåsen, Søderåsen og Linderødsåsen.

For ca. 200 millioner år siden indledtes endnu en periode med havaflejringer i det bornholmske område. Den varede godt 100 millioner år. Talrige afbrydelser af aflejringsserien samt aflejringerneskarakter viser os, at Bornholm må have ligget på kanten af et større landområde, som kun lejlighedsvis har været overskyllet af havet. De bornholmske kul er dannet i denne periode, og de fortæller os historien om sump- og mangroveskove, som har vokset i floddeltaer, og som gang på gang er blevet ødelagt ved havets indtrængen. Vi ved også fra fine fund af forstenede knogler, at datidens kæmpeøgler har boltret sig i de kystnære havområder.

For ca. 70 millioner år siden hævedes Bornholm atter op over havniveau, sandsynligvis i forbindelse med begyndende jordskorpeuro i det sydlige Europa, hvor Alperne, Pyrenæerne og Karpaterne så småt var i gang med at blive dannet i forbindelse med nye pladesammenstød. Hævningen er sket langs de revner, der var anlagt flere hundrede millioner år i forvejen. Hele Bornholm er imidlertid ikke hævet lige meget, den sydlige og sydvestlige del er ikke hævet lige så meget som den centrale og nordlige del. Derfor er de yngre bjergarter som kalksten, sandsten og skifre (sedimenter) bevarede på Sydbornholm, mens de samme bjergarter i årmillionernes løb er blevet slidt væk på Nordbornholm, hvis overflade i dag består af de meget gamle og hårde granitter, gnejser og diabaser kun delvist dækket af tynde lag af ler, sand og grus, afsat af is og smeltevand for få tusind år siden.

Det bornholmske område har sandsynligvis været hævet over havniveau i de sidste ca. 70 millioner år, og har igennem hele denne periode været udsat for de nedbrydende kræfters virke. Det må således formodes, at det bornholmske område har været dækket af løse forvitringsmaterialer, da de første isstrømme nåede frem hertil i forbindelse med de sidste få millioner års kuldeperioder. Vi har kun spor efter den sidste istid på Bornholm, og vi ved ikke, hvor mange gange øen har været isdækket.

De fremrykkende ismassers voldsomme slid på landskabet har medført, at tykke lagpakker er blevet fjernet fra den bornholmske lagserie. På det højtliggende Nordbornholm har isens erosion været så voldsom, at granit, gnejs og diabas (de ældste bornholmske bjergarter) er blevet blottede. Isen har udformet granit- og gnejsoverfladen som polerede rundklipper, hvis jævnt hældende stødsider og stejle læsider viser isens bevægelsesretning. Skurestriber og andre strukturer i klippeoverfladerne tydeliggør ligeledes isens erosion og bevægelsesretning.

De mange sprækkedale er et dominerende træk i det bornholmske granitlandskab. Sprækkedalene fik deres endelige udformning hen imod istidens slutning, men deres dannelseshistorie strækker sig over meget lang tid og kan i hovedtræk beskrives således: For formentlig mere end en milliard år siden opstod der spændinger i de bornholmske granitter og gnejser. Spændingerne udløstes ved, at store blokke forskød sig i forhold til hinanden. Blokbevægelserne foregik langs plane flader, bevægelseszoner, hvis hovedretninger er nord-syd og nordøst-sydvest. I bevægelseszonerne blev granit og gnejs knust. Forvitring og erosion har haft større virkning i de knuste materialer end i den omgivende granit. Sidst har is og smeltevand skrabet og spulet de bredere bevægelseszoner til de karakteristiske sprækkedale. I mange bornholmske sprækkedales sider og bund træffes den mørke basaltiske bjergart diabas. Det betyder, at nogle af sprækkezonerne er så dybe, at basaltiske smeltemasser trængte op i dem og spulede den knuste granit bort, hvorved diabasgangene dannedes. Diabasen forvitrer lettere end den omgivende granit, og en del af sprækkedalene er således udskrabede diabasgange. Det gælder f.eks. Ekkodalen-Kelseå dalen, hvis ca. 60 m brede 'bunddiabas' kan ses ved Kelseås udmunding ved Saltuna på nordøstkysten. Da granit og gnejs er langt hårdere end sedimenterne på Sydbornholm, har isens afhøvlende virksomhed været medvirkende til at fremhæve de brudzoner tværs over Bornholm, som adskiller det højtliggende granitlandskab fra sedimentområdernes strandaflejringer i op til 20 m højde over det nuværende havniveau.

Det yngste træk i Bornholms geologiske historie er aflejringen af flyvesand, der forekommer som en bræmme langs sydkysten fra Hasle til Nexø. En sådan brudzone kan f.eks. følges fra Egeby nord for Pedersker til Bavnebakke nord for Aakirkeby. En anden markant brudzone ligger ved Hadeborg Bakke (Klinten) syd for Aakirkeby. En tredje brudzone markeres tydeligt af Snorrebakken umiddelbart øst for Rønne.Modsætningen imellem granitlandskabet og det sydbornholmske område viser sig også i højdeforholdene. På det flade Sydbornholm, hvor de lavere liggende, yngre geologiske dannelser har udgjort underlaget for istidens fremrykkende gletschere, findes kun undtagelsesvis højder over 80 meter, og landskabet er i det store og hele svagt skrånende ud mod kysterne. I granitterrænet nås en dobbelt så stor højde, og meget store dele af landskabet ligger mere end 80 meter over havniveau, ligesom terrænet ofte falder brat ned imod kysten. Smeltevand har, som tidligere nævnt, været med til at give sprækkedalene deres endelige udformning. Det er muligt, at nogle
af dalene har fungeret som regulære tunneler under isen, hvor smeltevand under tryk har presset sig frem mod isranden.

På Sydbornholm har smeltevandet også præget landskabet. Den jævne flade, som den nordlige del af Rønne ligger på, er således en slette dannet af smeltevandet foran isranden. Et andet eksempel er smeltevandssletten ved Arnager. Her er smeltevandet
kommet gennem Lilleåens dal og er løbet ud over sletten ved Sosegård. Bornholms lufthavn ligger på den vestlige del af denne smeltevandsslette. Da isen smeltede bort, efterlod den sit morænemateriale på overfladen. Det drejer sig om et par meter tykke aflejringer spredt ujævnt ud over øen. Nogle steder på Nordbornholm mangler morænedækket dog helt, og den nøgne klippe danner terrænoverflade. I øvrigt består morænematerialet på Nordbornholm ofte næsten udelukkende af sten, hvoraf nogle kan have anseelig størrelse (f.eks. rokkestenene i Paradisbakkerne, Almindingen og Rutsker Højlyng). På Sydbornholm præges moræneaflejringerne af de sandede og lerede sedimenter, som her udgør undergrunden. Den dominerende landskabsform er en let bølget moræneflade, hvorpå vi finder Bornholms bedste landbrugsområder.

Efter at isen for omkring 10.000 år siden var smeltet bort fra Bornholm, har øens omrids i perioder været noget forskelligt fra det, vi kender i dag. Årsagerne hertil er en kombination af svingende vandstand i Østersøen og den landhævning, som har fundet sted, fordi isens belastning af øen forsvandt. Resultatet heraf er, at de bornholmske kyster mange steder bærer præg af hævede kystklinter og strandaflejringer i op til 20 m højde over det nuværende havniveau.

Det yngste træk i Bornholms geologiske historie er aflejrningerne af flyvesand, der forekommer som en bræmme langs sydkanten fra Hasle til Nexø.