Bornholm var centrum i Østersøens sildefiskeri i flere hundrede år. Købmænd fra hansestæderne organiserede handelen, og markedet bestod af hele Østersøområdet samt store dele af Nordeuropa. Saltet sild var en eftertragtet vare, idet den både var holdbar og næringsrig. Desuden spillede silden en stor rolle i de katolske fastedage. Under fasten måtte der godt spises sild.

I løbet af 1500-årene aftog sildebestanden i Østersøen, og samtidig betød Reformationen, at forbruget af sild svandt ind. Da protestantismen fortrængte den katolske lære, forsvandt nemlig også fastedagene.

Kulturmiljøet. Røgerierne mellem Sandvig og Gudhjem. Kort 1:100.000.	De fleste røgerier ligger tæt ved vandet i kystens stærkt forrevne klippelandskab.	Sildene gøres klar til røgning i Allinge. (Gammelt foto).

Produktionen af saltede sild må ikke forveksles med produktionen af røgede sild. De røgede sild blev for alvor populære i sidste halvdel af 1800-tallet, og det var i den periode, de mange røgeskorstene dukkede op rundt om på Bornholm. Silderøgeriet var en attraktiv nicheproduktion, og i løbet af få år skød mere end 130 røgerier op på Bornholm og Chri-stiansø. I næsten 100 år var de en eftertragtet handelsvare i København fra maj til september.

Mellem Sandvig og Gudhjem ligger næsten halv-delen af Bornholms eksisterende røgerier. Det drejer sig om 23 røgerier, der spænder fra små private røgerier i baghaven til store røgerier indrettet på masseproduktion. Fælles for de store røgerier er en længe med plads til rensning, tørring, røgning og salg. Denne længe knyttes altid til en stor skorsten, som indeholder røgeovnen. Bygningerne er som regel spartanske og holdt i en arkitektur, der er renset for dekoration. Det gælder imidlertid ikke for de murede skorstene, hvor strømskifterne forener det konstruktive med det æstetiske. Røgerierne er vigtige, landskabelige og historiske fixpunkter, derfor er det vigtigt at bevare dem. De forankrer stederne til historien.

Tæt ved havnen og klippekysten i Sandvig ligger to røgerier. De to rosarøde skorstenspiber giver området karakter.

Røgerierne ved Gudhjem Havn markerer sig med de skulpturelle skorstene.	Røgeri i Gudhjem.	Hvor Høgebakken møder Nørresand i Gudhjem ligger røgeri nr. 11.

Allinge har tre røgerier på Møllenæs og Gulehage. Det største er Allinge Røgeri. Her står skorstenen midt i en kalket, gul længebygning med sorte udhuse af træ og et tag med tagpap. Det er et markant anlæg, der desværre svækkes af en uheldig tilbygning. Tæt på Allinge Røgeri, helt ud til klipperne, ligger et nedlagt røgeri, som i dag bruges til salgssted for keramik. Anlægget er af høj arkitektonisk kvalitet. Det viser på en eksemplarisk måde, hvordan turis-mens behov kan kombineres med en bevarelse af den gamle bygningskultur. Røgeriet på Gulehage med udsigt til Allinges strandgårde giver Løsebæk-gade en særlig identitet.

Tejn har to røgeribygninger ved havnen. Den første er en lille, robust længe med sorte gavle, porte af træ og tag af pandeplader. Skorstenens murværk ville have medført løftede øjenbryn til en svendeprøve. Trods det er der kvaliteter i anlæggets selvbyggeragtige stil. Røgeriet ved Skipperkro helt ud til landevejen er med sin påmonterede tv-antenne, flagstænger, et skibsanker, parasoller og ølreklamer stedmoderligt behandlet.

Højere oppe i Tejn ved Smedebakken og Ålekildevej ligger endnu to røgerier. Røgeriet ved Smedebakken er i lilleputformat. Ser man bort fra tagmaterialet og de uheldige vinduesudskiftninger, er røgeriet af arkitektonisk betydning. Det gælder også for røgeriet ved Smedebakken. Her er den parcelhusagtige længe med sort eternittag ikke værd at skrive om. Til gen-gæld er de to murede skorstene værd at bevare.

I Gudhjem er der mindst 15 røgerier. Gudhjem Røgeri må tjene som eksempel. Her er det på en fin måde lykkedes at kombinere det gamle med det nye. Anlægget er værd at værne om, ikke mindst på grund af bygningsanlæggets retningsskift og det djærve formsprog. Ved Nørresand ligger en perle af et røgeri med en robust mur af granit og placeret på klipperne. Sidst men ikke mindst skal som et kuriosum nævnes den hvide røgeriskorsten, der indgår i et fint samspil med det modernistisk inspirerede hus helt ude ved landevejen syd for Tejn. Her er samspillet mellem praktisk og ideologisk funktionalitet løst tankevækkende godt.

Saltningen af silden var en konservering, hvilket røgningen også var, men der er måske grund til at minde om de to forskellige former for røgning. Koldrøgning foregår ved 35-50 grader, og røgetiden opgøres i dage, uger eller måneder. Denne røgning konserverer madvarerne. Varmrøgningen er ikke konserverende, men foretages mest for smagens skyld. På Bornholm brugtes fortrinsvis elletræ til røgningen. Dels på grund af smagen, men også fordi elletræet var let tilgængeligt på Bornholm.

I 1940'erne begyndte sundhedsmyndighederne at stille krav til silderøgningens hygiejne, og det var sandsynligvis medvirkende til, at mange små røgerier gav op. I stedet overtog fiskeindustrien røgningen.